I foråret meddelte PSA – nu med Opel som et af koncernens mærker – at de ville fortsætte med at bygge varebiler i Luton i England, hvor Opel bygger Vivaro og Renault Trafic.
Faktisk udvidede de kapaciteten fra 60.000 til 100.000 biler om året og omlagde produktionen til PSA’s platforme og produkter.
Chok af dimensioner
Nu skal der bygges Peugeot Expert, Citroën Jumpy, Toyota Proace – og Opel Vivaro. Officielt ved vi ikke en gang, hvilke motorer der skal ligge i Opel Vivaro, når den bliver en PSA-model.
Det bliver et chok af dimensioner, hvis den kommer til at skille sig ud fra flokken, hvor det kun er et par reservedelsnumre omkring kølergrillen og navneskiltene, der udgør forskellen.
Fremtidssikret
Til gengæld er varebilerne i Frankrigs største bilkoncern fremtidssikret for en rum tid på de britiske øer. Før beslutningen om at fortsætte og udvide produktionen i Luton, havde de sikret sig aftaler med fagforeninger og medarbejdere, så både tryghed og økonomi er på plads i et årti eller der omkring.
Og det kan nu vise sig at blive en guldrandet investering for de driftige franskmænd. Ved at have de næste mange års produktion af deres varebiler – og i øvrigt også Opel Astra-produktionen på Vauxhall-fabrikken i Ellesmere – i England, slipper de uden om de told- og importafgifter, Brexit i én eller anden grad afstedkommer.
Ingen bekymringer
Man kan sige, at PSA mere eller mindre bevidst har købt sig ind i den britiske bilproduktion, hvor fagforeninger og lønninger ikke just har tradition for at konkurrere med de tyrkiske, Portugisiske og fjernøstlige forhold.
- Man kan sige, at de ved at have disse aftaler med fagforeninger og om lønninger for de næste måske ti år ikke skal bekymre sig om at etablere fabrikker eller told på importerede varer, som jo nok kommer i ét eller andet omfang i forbindelse med Brexit, siger Erik Morsing, informationschef hos Opel Danmark.
En del af planen
Han understreger dog, at han ikke hverken kan eller vil udtale sig om, hvorvidt det har været en del af planen med overtagelsen af Opel fra starten.
- Nej, det er spekulationer, som jeg ikke har noget grundlag for at deltage i. Vi ved som sagt ikke en gang, om der kommer til at ligge andre motorer i Opel Vivaro end i de øvrige varebiler i PSA’s program, siger Erik Morsing.
Nuanceforskelle
Han tilføjer dog, at det nok er sandsynligt, at de fire mærkers varebiler kun kommer til at adskille sig på ganske få ydre detaljer samt de respektive importørers pris- og udstyrspolitik.
- Der er selvfølgelig nuanceforskelle i for eksempel leasing-tilbud og service-pakker, som vi kan adskille os på, men selve produktet skal vi nok ikke forvente forskelle på.
Fornærmede voksne mænd
Samarbejdet mellem PSA og Opel startede længe før Brexit-afstemningen i 2016. Hvor stor en fordel, PSA får ud af det på de britiske varebilsmarkeder, afhænger helt af de betingelser, Storbritannien forhandler hjem med EU i forbindelse med deres udtræden af unionen.
Ender det med uenighed mellem fornærmede voksne mænd på Bruxelles’ rigmands-legeplads, kan det medføre høje toldsatser og dermed en kæmpe fordel for de virksomheder, der allerede har deres produktion etableret i ø-riget.