Du kender Piaggio bedst som de små knallert-ladbiler, der er overalt i italienske byer. Og på danske veje ser man ind i mellem en som kaffeknallert eller food-truck.
Men – ud over to- og trehjulede scooterbaserede budbiler har den italienske scootergigant Piaggio siden begyndelsen af 1990’erne tilbudt en firehjulet minilæsser med en bred vifte af opbygningsmuligheder.
Nu har italienerne introduceret Piaggio NP6, der ligesom sin forgænger, er en lille lastbil til brug i byer ed smalle gader.
Den nye udgave, der er vokset til en længde på 4,22 meter og en bredde på 1,64 meter. Der er tre basismodeller, enten med et fast eller vipbart lad eller som chassis, hvor man kan få opbygget, hvad man vil. Nyttelasten er 1.275 kg – det stiger til 1,6 tons med dobbelt dækmontering bagpå.
Udvalget af motorer er begrænset til en enkelt – en 1,5-liters benzinmotor, som også køre på gas. Alt efter om man kører på gas eller benzin er effekten enten 92 hk og 106 hk. Der er fem fremadgående gear i den manuelle gearkasse. Den nye Piaggio Porter klarer Euro 6d-emissionsstandarden.
Standardudstyr omfatter ESC (elektronisk stabilitetskontrol), airbag i førersiden, USB-opladningsstik og lys- og regnsensor. Passagerairbag er ekstraudstyr ligesom DAB+ radio og aircondition.
Om den kommer til Danmark er uvist. Priserne i Tyskland starter ved omkring 15.000 euro.