Helårsdæk har altid været et kompromis og vil måske blive ved med at være det. Men faktum er, at Danmark er et klimatisk grænseland, hvor det kan give god mening at tænke i helårsdæk ud fra en økonomisk sysnvinkel.
Kan man slippe for at tage en travl varebil ud af tjeneste to gange om året for at skifte mellem sommer- og vinterdæk, er der penge at spare. Også selv om man skulle være så heldig, at dækskiftene falder sammen med en reparation eller et serviceeftersyn.
Konkurrence på marginalerne
For mekanikeren skal jo ikke rykke hjulene af og på, og selv om det ikke tager mange minutter, så er det marginalerne, der konkurreres på i dag i transportbranchen. Det ved dækfabrikanterne, og det forsøger de at udnytte.
Vi har fundet tre dækproducenter, som netop har lanceret nye generationer af dæk til varebiler. Det er Agilis CrossClimate fra Michelin, Platinum RP 700-Van-Allseason fra Interpneu og økonomidækket BluEarth Van RY55 fra Yokohama.
Certificeret til vinterkørsel
Agilis CrossClimate skrev vi fyldestgørende om i februar. Nu er det maj, og dækket er som lovet af Michelin nu landet hos de danske forhandlere.
Agilis CrossClimate er mærket 3PMSF (Three Peak Mountain Snow Flake) og er dermed certificeret til vinterkørsel. Mærket sidder på siden af dækket og forestiller et snefnug med tre bjerge i baggrunden.
Bevarer sine egenskaber
3PMSF-mærkningen er reguleret af EU og garanterer, at dækket bevarer sine egenskaber, når temperaturen kommer under nul graders celsius.
I følge Michelin har det køreegenskaber, bremseegenskaber og holdbarhed som et sommerdæk på tør vej. Det skyldes brug af en teknologi, som gør gummiet og slidbanen mere smidig, selv i frostvejr.
Tre gummiblandinger
Michelin oplyser, at slidbanen består af tre gummiblandinger med syntetiske elastomerer, der sikrer, at den mest vejroptimale gummiblanding altid dominerer i kontakten med vejen. ’Vinterblandingen’ ved lave temperaturer, ’Vådvejsblandingen’ ved nedsat vejgreb og ’Tørvejsblandingen’ i varme og tørvejr.
Det kunne lyde som om Michelin har løst den gordiske knude, der overflødiggør sommer- og vinterdæk. Men det er nok ikke alle, der er enige i den betragtning.
3PMSF-dæk fra Interpneu
Det tyske handelsselskab Interpneu forhandler dæk fra en lang række producenter, men sælger også dæk under sit eget handelsmærke Platinum. Interpneu har netop udvidet Platinum-serien med et helårsdæk til varebiler.
Dækket hedder RP 700 Van-Allseason og er 3PMSF-mærket. Det lanceres i 12 dimensioner fordelt på 15 og 16 tommer. Interpneu oplyser, at dækket vil kunne passe til cirka 90 procent af alle varebiler.
Fokus på økonomi
BluEarth-serien fra japanske Yokohama blev lanceret i Europa i marts 2011. Dækkene har særlig fokus på brændstoføkonomien – det gælder også varevognsdækket BluEarth RY818.
Men i marts måned introducerede Yokohama en afløser for RY818, nemlig BluEarth Van RY55. Det opgives til at have 9 procent kortere bremselænge på våd vej og 19 procent laver rullemodstand.