Vi bliver drillet med flere konceptbiler, først Concept Coupé i Frankfurt og nu Concept XC Coupé i Detroit, inden den færdige Volvo XC90 bliver vist i september på bilsalonen i Paris.
Her er prisen på verdens vildeste Volvo van
Volvo og Geely allerede i gang med en ny V40
Volvo betegner Concept XC Coupé som en sofistikeret og praktisk bil til mennesker med aktiv livsstil og baserer stilforslaget på den nye SPA – Scalable Product Architecture – platform, der skal danne grundlag for kommende Volvo modeller.
Nyudviklet arkitektur
På den nye arkitektur er afstanden fra foraksel til rat konstant, men akselafstand og sporvidde er skalerbar efter behov. SPA platformen er Volvos egen konstruktion efter bruddet med Ford og er udviklet i samarbejde med Volvos nye ejer, kinesiske Geely.
Concept XC90 Coupé er en tredørs krydsning mellem en SUV, stationcar og coupé med fire separate sæder, men når den produktionsklare XC90 bliver vist er det med fem døre og plads til fem.
Sikkerheden i højsædet
Designet følger Volvos designsprog, der blev grundlagt af Peter Horbury, med den markante grill og ikke mindst de karakteristiske hofter og baglygter. Her er baglygterne i en ny fortolkning, smallere, men stadig med ophavet i behold.
Volvo har arbejdet sammen med POC, en svensk ekstremsport producent, på de fikse detaljer i orange og brug af gummi i interiøret. POC har gurustatus hos udøvere af ekstremsport med hovedvægt på sikkerhed.
Sikkerhed er alfa og omega for Volvo og avanceret ingeniørkunst gør det muligt at højne sikkerheden ved hjælp af højstyrkestål og avancerede materialer uden at gå på kompromis med design, størrelse og vægt.
Motorer fra lageret
Der er ingen detaljer om den tekniske side af Concept XC90 Coupé, men den får forhjulstræk eller firehjulstræk, så meget ligger fast. Det ligger også fast, at hovedvægten bliver lagt på de små 4-cylindrede motorer med turbo både som benzin og diesel, kombineret med anvendelse af den nye plug-in hybrid teknik.
Om amerikanerne vil acceptere disse små motorer er ikke sikkert. Over there kigger de mere på kubikker og antal cylindre end på indhold, så det er muligt, at Volvo igen må tage en omvej til en producent af en V8 maskine for at tilfredsstille det vigtige USA marked. Til den nuværende XC90 udviklede den japanske motorcykelfabrikant Yamaha V8-motoren.