Altomvarebiler.dk i Stuttgart:
Du kan selv vælge. Et aflægningsrum med plads til for eksempel to kopholdere eller en manuel gearstang. Hvis du stiller det sådan op, kan man jo godt sige, at de to kopholdere koster 20.000 plus moms, eller hvad prisen for sådan en automatgearkasse bag en stjernemotor koster. Eller rettere: pladsen til de to kopholdere.
For Mercedes Sprinter anno 2018 giver masser af valgmuligheder, når det kommer til indretning og ekstraudstyr. Helt som vanligt. Og instrumentbordet er ingen undtagelse. Tværtimod.
Budgetpris
Som du kan se på billederne fra Sprinter Innovation Campus, hvor vi så de nye instrumentborde, er der ikke meget til fælles mellem de mest skrabede modeller og de topudstyrede versioner med bredskærm og ekstra luftdyser.
Vælger du en ny sprinter til budgetpris med manuel gearkasse, når herligheden kommer til salg om et halvt års tid, kommer gearstangen til at optage plads i midterkonsollen. Den nuværende automatgearstang bliver skiftet ud med en stilk på ratstammen, som vi kender det fra last- og personbiler.
Paradoksalt plaster
Et lille paradoksalt plaster på såret er, at det skrabede instrumentbord mangler de ekstra aflægningsrum i forrudehylden, som dukker op længere nede på udstyrslisten. I stedet er der blevet plads til hele fire ekstra kopholdere. Her kan du så anbringe din mobiltelefon, som først får sin egen plads under luftdyserne, når du ofrer lidt ekstra på skærmmodulet i midten.
Og skulle du have brug for plads til tre personer, kan du få den nye Sprinter med et særligt lille kopholdermodul, så der bliver bedre plads til knæene.
Hitec i den anden ende
Men lige så iøjnefaldende forskellene på billigt og dyrt er i den nye Sprinter er, lige så markante er forskellene på elektronikken inde bag fronten. Alt er sparet væk, så man bliver helt nostalgisk, når man ser mængden af udstyr i den ‘analoge’ version.
Anderledes hitec bliver det i den anden af skalaen. Mercedes-Benz holder stramt fast i deres fremtidsvisioner om den komplette kurer- og flådestyrings-løsning. Du skal kunne gå ind i en stjerne-butik og købe en flåde af varebiler, der kan holde varme retter varme på vej til kommunens ældre og kolde købmandsvarer kolde på vej til nettets dagligvareshoppere.
Den kreative sele
Den nye Sprinter skal også holde styr på pakkernes stregkoder, afsende droner til de sidste kilometer hen over mydretidstrafikken og fungere som ubemandet pakke-udleveringssted. Alt sammen med en hidtil uset bunke indbygget elektronik.
Vælger du en eSprinter, kan du desuden tilkoble en app, der fortæller dig om din rækkevidde ved forskellige køre-, trafik- og temperatur-scenarier. Jo, de har virkeligt lagt sig i den kreative sele, der nede i Stuttgart.