What3words benytter hverken koordinater eller adresser, men trillioner af felter på 3 gange 3 meter, som dækker hele kloden. Mercedes bruger det i Sprinter-modellen, og Ford er nu også med på vognen.
Ford annoncerede nyheden på udstillingen “World Mobile Congress 2019,” der fandt sted fra 25.-28. februar i Barcelona. What3words benyttes af f.eks. redningstjenester og kurérfirmaer rundt om i verden, fordi det egner sig godt til at finde steder, der ikke har en adresse med f.eks. gadenavn og postnummer.
Man finder lettere hinanden
Ford introducerer systemet til både person- og varebiler. Til varebilerne er det anvendeligt, hvis man skal finde bestemte steder på for eksempel store industriområder, havnearealer og byggepladser. Man finder jo sagtens byggepladsen, men hvor præcis er ham, der står og venter på gipspladerne?
Hvis både modtager og sender har app’en fra what3words, der fås til både iOS og Android, kan de finde hinanden dér, hvor modtageren står. Han står nemlig på et af de i alt 57 trillioner kvadratiske felter, som kloden er inddelt i. Og hver felt har et navn, der svarer til en fysisk adresse.
Integreres i SYNC-3
Feltets navn består af tre ord, og det er blot disse ord, som modtager og sender skal udveksle. Det er mere bekvemt end at skulle benytte lange og omstændelige GPS-koordinater, for ikke at tale om mundtlig vejvisning over mobiltelefonen.
What3words bliver integreret i Fords infotainment-system SYNC 3. Man starter navigationen ved at sige de tre ord som en talekommando til SYNC-3.
Flere markeder kommer til
Ford oplyser, at what3words foreløbig er tilgængelig på Fords markeder i England, Irland, Tyskland, Spanien, USA og Mexico. Flere markeder kommer til i løbet af året.
Systemet fås på foreløbig 26 sprog – herunder dansk. App’ens matematiske algoritme fylder 20MB på din smartphone. Den optager altså en relativ beskeden plads og kan derfor altid benyttes offline de steder, hvor forbindelsen er enten væk eller ustabil.
Udover what3words kan man nu også få “Sygic Truck Navigation” til Fords varebiler. Sidder man f.eks. bag rattet i en Ford Transit med højt tag, kan systemet hjælpe med at undgå ruter, der går under lave broer.