Først stjæler tyvene en bil, så stjæler de nummerplader fra en anden bil. De nummerplader kan være dine, og så er du 1380 kroner fattigere. For så meget koster et sæt nye nummerplader.
Entreprenante bilforhandlere og værksteder fandt på, at en sort ramme med forretningens navn og telefonnummer gav gratis reklame. Smart, men nummerpladen kunne ikke skrues fast; den er derimod klipset fast. Med andre ord: den sad løst fast.
20.000 nummerplader stjålet i 2012
Tyvene bød den smarte og nemme montering af de to nummerplader velkommen. Alene i 2012 blev der stjålet godt 20.000 nummerplader, ikke mindst fordi de kunne fjernes uden værktøj.
Men nu skal det være slut.
Fra 15. november 2013 skal nummerpladerne være skruet fast, som de var det før i tiden. Alle bilejere med påklipsede nummerplader har to år til at få dem fastgjort med skruer.
Ved udleveringen af nummerplader medfølger der altid et sæt skruer med plasthætter, men da de fleste nummerplader bliver monteret af sælgeren af bilen, bliver de alligevel klipset på, og skruerne havner i en kasse.
Nu kommer skruer og hætter til ære og værdighed – men for en pris. Værksteder taler allerede om, at de vil tage mellem 100 og 200 kroner for at montere en nummerplade med skruer. I de fleste tilfælde kan du gøre det selv, men på nogle biler er det vanskeligt at komme til at sætte møtrikken på. Er det tilfældet, er det en opgave for et værksted. Få det eventuelt gjort i forbindelse med et service.
Forskellige måder at fastgøre på
De udleverede skruer med plasthætter er den officielle måde at fastgøre nummerplader på. Det er bare naivt at tro, at en kærvskrue under en plasthætte med en almindelig møtrik bagpå er et effektivt værn mod tyveri. Møtrikken kan man holde fast med fingrene.
Hvis møtrikken er af den selvlåsende type, kræver det en fastnøgle for at holde på møtrikken, og så er det straks mere besværligt og ikke mindst tidskrævende. Er der noget, en tyv ikke kan lide at bruge, så er det tid på gerningsstedet.
Det er fristende at bruge en selvskærende skrue, især på de biler med stødfanger af plast, hvilket de fleste nye biler har. Hætte eller ej er en selvskærende skrue helt uden modhold og lige til at skrue ud med en stjerneskruetrækker.
Den franske metode er bedst
I Frankrig går myndighederne helt anderledes effektivt til værks. Nummerpladerne skal være fastgjort med blindnitter, de såkaldte popnitter. Skruer er ikke tilladt.
Nitterne bliver udleveret sammen med en lille hætte for at skjule den mindre kønne nitte. Monteringen kræver en boremaskine og en nittetang.
Afmontering kræver også en boremaskine. Indtil nitter bliver obligatorisk, hvad de desværre næppe gør, vil tyven blive derfor overrasket og mangle en boremaskine. Videre til næste bil, hvor tyveriet kun kræver en skruetrækker.