September var måneden, hvor det for alvor begyndte at gå den gale vej for varebilssalget. Set i forhold til september 2017 mangler der 400 slutsedler. Kun 2.533 solgte varebiler svarer til et fald på 15 procent. Samlet er der år til dato kommet 24.711 varebiler på vejene mod 26.776 sidste år i samme periode sidste år – et fald på knap otte procent. Der fordres altså ikke nogen udvidet ledvogtereksamen for at gennemskue, at det ser skidt ud for varebilssalget.
Det ændrer dog ikke ved, at niveauet stadig er højt, når man spørger direktør i De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
-Årets tendens er desværre, at varebilssalget er faldet lidt i forhold til sidste år, men det ændrer nu ikke ved, at vi stadig er på et højt niveau helt generelt. Vi har da også positive forventninger fremadrettet, da der bestemt stadig er gang i hjulene i dansk erhvervsliv, siger Mikkelsen.