Mercedes-Benz satser som de fleste andre mærker på at kapre kunderne ifremtidens elektrificerede verden.
Tyskerne vil tilbyde en helt eller delvist elektrisk variant i alle segmenter og nu er turen kommet til Vito, der med strøm i stedet for fossile brændsler hedder eVito.
Den bliver det seneste skud på stammen af elektriske varebiler fra Mercedes-Benz. ”Og prisen?”, spørger du.
Den starter ved 326.000 ekskl. moms.
For de penge får de 85 kW (114 hestekræfter) og et moment på op til 300 Nm. Du får også æren af ikkeat udlede partikler, os, og co2. Derfor kommer Mercedes-Benz eVito til at blive populær i byerne, hvor der i fremtiden vil være krav til, at man ikke udelder den slags.
Det vigtigste i en elektrisk bil er … batteriet.
EVito har et på 41 kWh, hvilket kun giver en rækkevidde på op til 150 kilometer (WLTP) på en fuld opladning. I værste fald er rækkevidden nede på 100 kilometer oplyser Mercedes-Benz.
Det er for lidt og på Alt Om Varebiler tør vi godt garantere, at med den rækkevidde bliver eVito ingen storsællert. Det tager seks timer at lade batteriet fra 0 til 100 %.
Den nye elektriske Mercedes-varebil må laste op til 1.000 kg i varerummet, som rummer enten 6 eller 6,6 m3 afhængig af akselafstand. Det matcher de konventionelle modeller i rækken.
Pænt udstyret
Som sin konventionelle søstermodel er der pænt udstyr i kabinen. Standard-udrustningen omfatter sædevarme og lændestøtte, semiautomatisk aircondition, radio med bluetooth, akustisk bakalarm samt mulighed for frit at vælge mellem top- eller sidehængslede bagdøre. Endelig følger også et årligt service med i prisen de første fire år af bilens liv.
Priserne for eVito begynder ved 326.000 kr. ekskl. moms for eVito med lang akselafstand og ved 331.000 kr. ekskl. moms for eVito med ekstra lang akselafstand. Det er også muligt at lease eVito med ServiceLeasing. Her begynder priserne ved 4.495 kr./md. ekskl. moms i 36 måneder med 20.000 km om året og 35.000 kr. ekskl. moms i udbetaling for eVito med lang akselafstand.