Her havde vi lige vænnet os til at sige Nissan-Renault-alliancen, og så går de hen og køber Mitsubishi og bliver til et navn, der for alle andre end dopede elite-sportsfolk kræver en vejrtrækning midt i. Hele ti mærker er nu samlet under paraplyen med navnet Nissan-Renault-Mitsubishi, og de gjorde tilsammen alliancen til verdens største målt på solgte enheder i 2017.
Toyota er stadig verdens største bilmærke, men et årligt salgstal på 10 millioner biler om året, som Toyota og VW-koncernen i mange år jagtede som en magisk grænse, er altså nu brudt af tre koncerner.
Hver niende bil i verden
Det samlede salg for Nissan-Renault-Mitsubishi steg med 6,5 procent i forhold til året før og endte på 10.608.366 solgte biler i 2017 – eller hver niende solgte person- eller varebil på verdensplan
Samtidigt bevarede de førstepladsen på elbiler med 540.623 solgte elbiler siden 2010. Den stigende efterspørgsel på SUV’er og lette varebiler samt et stigende antal komplet eldrevne nul-emissions-biler bidrog til det store salg i 2017, som var Mitsubishi Motors første hele år som medlem af alliancen.
Verdens største
I 2017 solgte alliancens medlemsvirksomheder biler i næsten 200 lande under de 10 mærker (Renault, Nissan, Mitsubishi Motors, Dacia, Renault Samsung Motors, Alpine, Lada, Infiniti, Venucia og Datsun).
– Med over 10,6 millioner solgte personbiler og lette varebiler i 2017 er Renault-Nissan-Mitsubishi blevet verdens største bilgruppe. Den udvikling afspejler vores modelrækkes bredde og dybde, vores globale markedstilstedeværelse og vores bilteknologiers attraktivitet for kunderne, siger Carlos Ghosn, der er bestyrelsesformand og CEO hos Renault-Nissan-Mitsubishi.
Rekordår
Groupe Renaults salg steg med 8,5 procent til 3.761.634 biler i 2017. Det var et rekordår for Renault, som er med en markedsandel på 29,8 procent Frankrigs førende bilmærke og det næststørste mærke i Europa.
Renault sigter mod fortsat vækst i 2018 i takt med udviklingen af koncernens internationale aktiviteter, et fornyet modelprogram og i tråd med dens Drive The Future-plan. Nissan Motor Company solgte 5.816.278 biler på verdensplan, hvilket er en stigning på 4,6 procent.
Kæmpe i Rusland
At Renault er Frankrigs største bilmærke kommer ikke som nogen overraskelse. Sådan har det været i mange år. Derimod er det værd at bemærke, at koncernen med et salg på 578.000 biler sidder på 36 procent af det russiske bilmarked.
USA og Kina aftog lige omkring 1,7 millioner af koncernens biler hver. Kina er blevet Mitsubishi Motors største marked takket være en stor efterspørgsel på den lokalt producerede Outlander.
Også på elbiler
Siden 2010, hvor Nissan Leaf blev introduceret, har Renault-Nissan-Mitsubishi solgt 540.623 elbiler fra de forskellige mærker på verdensplan. Tilsammen er alliancen fortsat førende i verden inden for eldrevne person- og varebiler.
Nissan Leaf, som var den første masseproducerede mainstream-elbil, er fortsat verdens mest solgte elbil med over 300.000 solgte eksemplarer siden lanceringen af bilen i december 2010.
e-NV200
Nissans lette elvarebil e-NV200, som primært er blevet solgt i Europa og Japan, er blevet opgraderet og har fået 100 km ekstra rækkevidde i Europa.
I 2017 var Renault for tredje år træk førende i det europæiske elbilssegment med en markedsandel på 23,8 procent.
240 milliarder dollar
I 2017 præsenterede Renault Master Z.E. og annoncerede dermed som noget enestående i verden en række nul-emissions-varebiler (Twizy Cargo, Kangoo Z.E. og Master Z.E.).
Frem til 2022 vil Nissan-Renault-Mitsubishi lancere 12 nye nul-emissions-biler og 40 biler med selvkørende teknologi. Det giver dem en forventning om, at salget overstiger 14 millioner biler med en forventet omsætning på 240 milliarder dollar.