Qashqai er bilen, der for alvor satte rimeligt prissatte MPV’er på Danmarkskortet og den bil, der i en svær tid har holdt snorkelspidsen oven vande for Nissan Danmark.
Nu, da det er blevet tid tll at komme lidt højere over vandskorpen, viser Nissan format og situationsfornemmelse med et gennemført generationsskifte, der fastholder den ånd, der gør Qashqai til Qashqai.
Både inde og ude er det en stærkt moderniseret bil, der er sendt på gaden. Større, smartere, bedre motorer – og stadig til konkurrencedygtige priser!
Det er svært at være kritisk over for en så gennemført opdatering, som den Nissan har præsteret med Qashqai.
Nissan har været lydhør
Qashqai er vokset på alle kanter med undtagelse af højden. Det får den til at fremstå både mere robust og strømlinet. Udviklingsarbejdet med den nye Qashqai er lagt i højere præstationer, bedre køreoplevelse og teknologi. Og efter en uges test må vi sige, at det hele er lykkedes.
Der er blevet hørt godt efter på ingeniørgangen hos Nissan. Røsten fra de høje, europæiske kunder er blevet hørt, så Qashqai har med en længere akselafstand og større sporvidde fået en større trædeflade, der giver bilen en stærkt forbedret køreoplevelse.
Bagklappen åbner helt op til 189 cm. Det er 23 flere end i forgængeren, og det sparer altså en del irriterende hovedstød i en travl hverdag.
Flere heste på vej
Under motorhjelmen er vi endelig blevet fri for den gamle 1,6-liters benziner. Den nye, stærke 1,2 DIG-T og den godt gennemprøvede 1,5 dCi – begge af Renault-oprindelse – udgør grundpillen.
Men mere skal der ikke til i dag, hvor turboteknologien vinder momentum og slanker kubik og forbrug i lyntempo, mens overmotoriserede sportsversioner af anstændige familiebiler er gået helt af mode.
Den nye 1,6 diesel med 130 hk er lidt dyrere, og meget passende den eneste, der tilbydes med 4×4. Også her har Nissan lyttet til bilkøberne – eller i dette tilfælde nok snarere studeret salgstallene. Kunderne vil have Qashqai – men ikke nødvendigvis med 4-hjulstræk.
I løbet af sommeren kommer den kraftigere 1,6 DIG-T med 163 hk for at tilfredsstille de mere effekthungrende kunder, men det kan den nye undervogn også sagtens klare. Begge motorer leverer desuden påfaldende bedre brændstoføkonomi og lavere CO2-udledning, end vi har set tidligere.
FAKTA OM TESTBILEN
Nissan Qashqai 1,2 DIG-T Tekna Van:
Motor: 1200 ccm, R4 turbobenzin
Ydelse: 115 hk/190 Nm
0-100 km/t: 10,9 sekunder
Topfart: 185 km/t
CO2: 129 g/km
Forbrug: 17,9 km/l
Pris: 192.162 plus moms (32.505)
Billigste: 152.183 plus moms (26.926)