Nissans nye X-Trail kommer først på gaden herhjemme i august, men allerede nu kan startprisen for den billigste variant af 2014-modellen afsløres: 359.900 kr. på hvide nummerplader. Knap 100.000 kr. under prisen på den billigste nuværende model!
Priserne for resten af det nye modelprogram foreligger endnu ikke. Nu kan vi så gisne om, hvad den kommer til at koste mellem gule nummerskilte.
Spændende perspektiv
Billigste version af den hidtidige X-Trail med manuel 6-trins gear og en 150 hk/320 Nm turbodieselmotor på 2,0 liter og i Platinum-udgaven er prissat til 497.875 kr. og 309.446 kr. for en van-udgave – en prisforskel på 188.429 kr. mellem hvide og gule nummerplader.
Bliver prisforskellen mellem den nye X-Tral som personvogn og varebil omkring 100.000 kr., vil man kunne mobilisere sig med en mellemstor 4-hjulstrækker for 260.000 kr. – eller mindre. Nissan X-Trail kan med en progressiv kalkulering blive en regulær prisbombe som varebil.
Den kommende X-Trail til 359.900 kr. er udstyret med en 130 hk/320s Nm på 1,6 liter og koblet til en 6-trins manuel gearkasse og 4-hjulstræk. Det rækker til et ryk fra 0 til 100 km/t på 10,5 sek. og en topfart på 190 km/t. Alternativet til manuelt gear er et 6-trins automatgear eller et trinløst CVT-gear.
2WD eller 4WD
Det gennemsnitlige normtal for 2014-modellens brændstofydelse er opgivet til knap 24,5 km/l med et CO2-udslip på 129 g/km med 2-hjulstræk og formentlig omkring 20 km/l med 4-hjulstræk.
For den nuværende model med 2,0-liter dCi-motor, der er 11,5 sek. om at trække speedometernålen op til 100 km/t, er det gennemsnitlige normtal 15,6 km/l og CO2-udslippet 158 g/km. Næste år kommer X-Trail tillige i en benzindrevet 160 hk motorvariant på 1,6 liter.
Den nye X-Trail er større end forgængeren. Sidstnævnte har en akselafstand på 2630 mm og måler 4635 i længden, 1790 mm i bredden og 1700 mm i højden.
2014-udgaven har en akselafstand på 2705 mm og måler fra ende til anden 4710 mm, 1820 mm i bredden og 1710 mm i højden, så der bliver mere plads at gøre godt med i kabinen.
Ligesom med den hidtidige model produceres den nye i både forhjulstrukne og 4-hjulstrukne varianter.
205 liter mere plads
I den nuværende model giver det variabele bagagerum en kapacitet fra 600 til 1775 liter. 2014-modellen er en one size-model, med en endnu mere fleksibel kabineindretning. Afhængigt af denne er kapaciteten i den nye model fra 265 til 1980 liter.
En ombygning til varebil vil antagelig resultere i en anseelig lastekapacitet.
Mere onroad end offroad
Den nye models elegante profilering kan måske efterlade tvivl om, hvilken slags bil den er. X-Trail en CUV; Crossover Utility Vehicle, da den er baseret på Renault-Nissan alliancens såkaldte CMF-platform – Common Module Family-chassis.
Ikke desto mindre skal den nye X-Trail ses som en SUV; Sports Utility Vehicle, omend primært til kørsel onroad og sekundært til offroad. Det understreges også af bilens øvrige specifikationer.
Nissan har med 2014-udgaven bebudet forbedrede offroad-egenskaber. Den nuværende model har en frihøjde på 215 mm, og til- og frakørselsvinkler på henholdsvis 28° og 24°. I 2014-udgaven er frihøjden imidlertid sænket til 210 mm, mens til- og frakørselsvinklerne er ændret til henholdsvis 17,4° og 25°.
Derfor er X-Trail måske i højere grad klædt på til asfalterede pister end til uvejsomt terræn.
Muligheden for at frakoble ESP-systemet indikerer ganske vist, at bilen også er gearet til arbejde uden asfalt under hjulene. Men samtidigt er det med en centralt placeret programvælger muligt at ændre transmissonen, så bilen nøjes med at trække på en enkelt aksel, hvilket især tilgodeser onroad-kørsel.
Trendy fornyelse
Mest afgørende er dog nok den nye modelgenerations forbedrede pladsforhold, brændstoføkonomi og lavere CO2-udslip samt en nyudviklet Xtronic gearkasse til de 2-hjulstrukne varianter.
Dertil kommer Nissans Chassis Control-system og Nissan Safety Shield, som byder på udvidede sikkerheds- og komfortfunktioner. Udstyrsprogrammet omfatter tillige LED-lygter, el-betjent bagklap og panoramasoltag, NissanConnect-system med smarttphone-integrering og mulighed for anvendelse af apps, så der er på flere måder en yderst trendy modelfornyelse i vente.
Vi ser frem til at prøve Nissans nye X-Trail!