Bakspejlet er forlængst blevet standardudstyr og i dag udstyres mange biler tillige med elektronisk udstyr til hjælp ved bakkemanøvrer – enten i form af sensorer og advarselstoner eller et bakkamera – og nu har Nissan udviklet en kombination af bakspejl og ditto kamera til at give endnu bedre overblik over, hvad der foregår bag bilen.
Smart Rearview Mirror kaldes spejlet, der både fungerer som spejl og som monitor for optagelser fra et kamera placeret i toppen af bilens bagrude. Spejlet er blandt de finesser, som introduceres ved forårets internationale motorshow i Genève i denne uge.
Overblikket bagud forbedres
Umiddelbart ligner bakspejlet bare, hvad det er – et bakspejl. Blot har det også en integreret LCD-skærm, som efter ønske kan vise optagelser fra det bagudvendte kamera i bagruden. Derved elimineres problemet med høje passagerer eller andet, som tager udsynet bagud.
Nissan har dermed taget endnu et skridt i retning af en forbedring af overblikket fra førersædet, en udvikling som begyndte med de første bakkameraer og fortsatte med systemer som Around View Monitor, Moving Object Detection og Lane Departure Prevention.
Med det nye system satser Nissan på at eliminere problemer med udsynet bagud på grund af en skov af nakkestøtter, brede tagsprosser og passagerer. Et fænomen som plager mange biler i dag. Ikke blot for Nissan, men helt generelt.
Giver bildesignerne fordele
Nissans nye kamerasystem er baseret på et nyudviklet 1,3 MB pixel vidvinkelkamera koblet til en specielt udformet LCD-skærm uden uden tab af billedkvalitet. I stedet for et konventionelt billedformat på 4:3 eller 16:0 blev der udviklet et format på omkring 4:1 til det nye bakkamera-system.
Samtidig er der udviklet et system til at hindre, at spejlbilledet og det transmitterede billede fra kameraet flyder sammen og bliver til at spøgelsessceneri.
For Nissans designafdeling er væsentlig fordel ved Smart Rearview Monitor-systemet, at det reducerer kravet til udformning og dimensionering af en ny bils bagrude. Designafdelingen får friere hænder til formgivningen af fremtidige modeller.
På verdensmarkedet i 2015
I første omgang vil Nissan anvende Smart Rearview Monitor-systemet i Le Mans-raceren ZEOD RC og andre racerbiler fra motorsportsdivisionen NISMO. Samtidig lanceres systemet som ekstraudstyr til eftermontering på det japanske hjemmemarked, og planen er at introducere det på verdensmarkedet fra 2015.
Tøv nu ikke for længe Nissan. Der er mange varebiler med udsynsforhold, som kan trænge til forbedring.