Skoda i Mlada Boleslav er ikke tabt bag af en vogn. Ikke alene laver de gode biler på højde med VW i kvalitet, de har også et skarpt øje for huller i både markedet og i deres eget modelprogram.
Sidste år sendte de Rapid 4-dørs sedan på markedet til en pris, de fleste kunne forstå, men en model med udvendigt bagagerum er ikke just en model, der står højt på ønskelisten.
Det råder Skoda bod på til efteråret, hvor stationcar udgaven, Rapid Spaceback, ser dagens lys. Spaceback er en moderne, ungdommelig og rummelig stationcar med et kæmpe bagagerum, der er et godt udgangspunkt for en varebil på gule eller gul/hvid nummerplader.
Kortere end Rapid sedan
Temmelig usædvanligt er Rapid Spaceback 30 cm kortere i totallængde end Rapid 4-d, der får sin ydre længde fra et langt udhæng over bagakslen. Det har Skoda designerne reduceret uden at det er gået ud over lastevnen. Det lyder utroligt, men vi må jo tro dem indtil vi har taget Spaceback i øjesyn til efteråret.
Akselafstanden på 260 cm er identisk med Rapid 4-d og der er heller ikke ændringer i hverken form eller indretning helt frem til midterste stolpe, B-stolpen, bortset fra, at fronten har fået større familiesammenhæng med flere ribber i grillen, nyt logo, kromdetaljer og ændringer ved lygter og tågelygter.
Herfra og bagud sker det hele, og det på en meget vellykket facon. Fra Rapids lidt tunge design har Spaceback fået linjer, der kan få Audi A3 Avant til at vende hovedet. Her er stil så det brager med en skarp fals fra for til agter, en smal C-stolpe, en lang taglinje og et stort rudeareal.
Avancerede motorer fra VW hylden
Bagklappen åbner i fuld bredde, der er en lille spoiler foroven, og baglygterne er trukket ud til siden, så de ikke generer laståbningen. Bagagerummets maksimale volumen er 1380 liter, men der er ingen oplysninger for nuværende om rummets længde og bredde.
Som fuldgyldigt medlem af Volkswagen gruppen har Skoda adgang til de fine TSI turbobenzin motorer såvel som TDI turbodiesel. VW hylder princippet med lille slagvolumen og avanceret turboteknik, som får f.eks. en 1,2 liter motor til at yde det samme som en traditionel 1,6 liter.
Motorprogrammet i Rapid Spaceback rækker derfor fra den lille 3-cylindrede benzinmotor med 75 hk, 1,2 TSI turbobenzin med enten 86 hk eller 105 hk op til 1,4 TSI med 122 hk, den stærkeste benzinmotor i programmet.
Dieselmotorerne er der kun to af, begge på 1,6 liter. 1,6 TDI yder 90 hk eller 105 hk. 90 hk motoren, der er ny i Rapid programmet, er oplyst til at køre 26,3 km/l med en CO2-udledning på 99 g/km opnået med Stop-Start teknik. På benzinfronten kører 1,4 TSI 86 hk 20,4 km/l med en CO2 udledning på 114 g/km, også med Stop-Start teknik.
Skoda skal spidse blyanten
Med Rapid Spaceback lukker Skoda et hul i deres modelprogram og sender en attraktiv model på markedet, men åbner samtidig muligheden for, at deres populære model Octavia Combi kan blive bidt i flanken.
Der er kun ni cm forskel i akselafstand imellem Rapid Spaceback og Octavia Combi, der ganske vist er 38 cm længere og 11 cm bredere. En del af motorerne er de samme, så det er mest prisforskellen, der afgør, hvilken der løber med stafetten.
Af gode grunde er der endnu ikke priser på Rapid Spaceback, men Rapid 4-d starter ved 163.000 kr. for 1,2 TSI 86 hk. Et slag på tasken siger plus 15.000 kr. for Spaceback, der så koster ca. 180.000 kr. Den tilsvarende Octavia Combi koster 214.000 kr.
Rapid Spaceback prisen er gætteværk, men viser den sig at være tæt på realitet, skal Skoda Danmark virkelig spidse blyanten, for nok ser Rapid Spaceback godt ud, men den har ikke samme prestige som Octavia, der er Skodas stærkeste våben.