I Danmark forsvandt mælkemanden for mange år siden sammen med de små bymejerier og mejereiudsalgene. Men sådan er det ikke i England, hvor der stadig køres mælk ud til havelåger og dørtrin i stride strømme.
Englands største virksomhed, der bringer mælk og morgenmadsprodukter ud til kundernes adresser, hedder Milk & More. Virksomhedens arbejdsstyrke på 1100 mælkemænd (og -kvinder) bringer hvert år cirka 100 millioner pints mælk (ca. 50 millioner liter) ud til mælketørstige englændere.
Har købt 200 StreetScootere
Milk & More’s ejer er mejerigiganten Müller, som har ambitioner om at bringe mælken ud så lydløst og miljøvenligt som muligt. Seneste tiltag i den retning er et solidt indkøb hos den tyske DHL-ejede virksomhed StreetScooter.
Milk & More har købt 200 elektriske StreetScootere, der sammen med de øvrige el-drevne biler i flåden bringer den elektriske andel op på en tredjedel. Investeringen er på 6,5 millioner pund (ca. 55 millioner kroner).
Første udenlandske ordre
Købet repræsenterer samtidig en milepæl for StreetScooter, der med den engelske ordre kan notere sig for sin første udenlandske kunde. Og det bliver nok ikke den sidste ordre, for Milk & More har allerede en måned efter købet sagt, at de formentlig vil købe endnu flere StreetScootere i fremtiden.
- Som virksomhed føler vi os forpligtet til at føre denne vigtige britiske tradition videre i det 21. århundrede. Derfor må vores køretøjer også afspejle det moderne samfund. De indkøbte StreetScootere er vores hidtil mest miljøvenlige mælkebiler, siger Patrick Müller, der er CEO for Milk & More.
Det lydløse aspekt er vigtigt
Virksomheden anser det ikke for særligt kundevenligt, at mælkemanden forstyrrer morgenfreden på villavejene i en dieselbil kl. 7 om morgenen. Netop det lydløse aspekt ved de el-drevne biler har derfor været vigtigt.
Milk & More’s StreetScootere er ikke højrestyrede. Rattet sidder i venstre side, så chaufføren kan stige direkte ud på fortovet. Bilen kan laste 905 kg, og lastrummet er på 8 kubikmeter.
Driftsomkostninger reduceret med 90 procent
Det betyder, at bilen kan medbringe hvad der svarer til ca. 430 liter mælk samt en morgenleverance af bacon, brød, müsli og juice. Rækkevidden er angivet til ca. 75 miles (ca. 120 km).
Efter en måneds tid med de 200 nye biler i drift kan Milk & More konstatere, at de har reduceret driftsomkostningerne med ca. 90 procent i forhold til de dieselbiler, som de nye StreetScootere har erstattet.
s største udbringnings-virksomhed inden for mælk og mejeriprodukter