Mercedes Citan er rendt med al omtalen, siden Mercedes-Benz købte sig til at lægge navn til en Renault Kangoo med moderat tysk tilpasning.
Og Renault har pænt holdt sig i baggrunden, mens den nye storkunde solede sig i deres nyhed på det marked, de ikke har været en del af siden Vaneos død.
Men nu kommer Renault Kangoo i en opdateret version. Også i den elektriske udgave sker der store forbedringer, og serviceintervallet udvides fra 30.000 – 40.000 km.
Siden lanceringen i 2008 har Renault Kangoo været en succes af de mere markante. I alt kører der nu 400.000 Kangoo rundt, og med en markedsandel på 17,5 procent er det en leder i segmentet. I alt findes der fem forskellige versioner af Kangoo. Kangoo Van, Compact og Maxi, mens der er to versioner på el; Kangoo Z.E. og Kangoo Maxi Z.E.
Nyt look og længere på literen
Man skal ikke bruge lup for at se forskel på 2013-versionen og så den, der kom på markedet tilbage i 2008. En helt ny front med Renaults nye design-identitet er den umiddelbare forskel udenpå. Men også nye sidespejle og nye baglygter er med til at løfte den nye Kangoo.
I kabinen er der nu et helt nyt instrumentbord af langt højere oplevet kvalitet, men den største forskel er nok, at man til alle modeller nu kan få tre forsæder – og det gælder for alle versioner. Kort – lang, diesel, benzin og el.
På motorsiden er Kangoo stadig godt kørende med de mest økonomiske motorer i klassen.
Den mindste dieselmotor har 75 hk, og den går ligesom 90 hk-versionen over 23 km/l – hvilket giver en CO2-udledning på 112 gram/km. Det er også muligt at få Kangoo med en 120 hk benzin TCe motor, mens den største diesel er på 110 hk og har et udslip på 115g/km med et forbrug på lige under 23 km/l.
TomTom LIVE
For at hjælpe føreren med at optimere kørslen vil der i den nye Kangoo være en gearskifteindikator, ligesom det er muligt at aktivere en ECO mode knap, der kan spare op til 10 procents brændstof.
Også de øgede serviceintervaller bidrager til at nedsætte de samlede udgifter. Tidligere skulle Kangoo service-efterses for hver 30.000 km/2 år. Det er nu udvidet til 40.000 km/2 år.
Helt nyt er også, at den nye Kangoo kan fås med R-Link systemet, der via en syv-tommer skærm indeholder TomTom® LIVE navigation, radio, og muligheden for at downloade mails direkte i bilen. Desuden vil der være en række apps, man kan benytte. Eksempelvis Google. Desuden har bilen den seneste version af antiskridsystemet ESC og bakkamera, der er indbygget i førerens solskærm.