En varebil kan jo i princippet transportere alt muligt, når bare der er plads i lastrummet. At flytte tungt eller værdifuldt gods – som f.eks. Formel 1-biler – med varebil kan have sine fordele. Det er Renaults Formel 1-teams nye varebil et godt eksempel på.
Bilen er opbygget på grundlag af en Renault Master chassisvogn LL35 med forhjulstræk. Transportboksen er fremstillet hos Advanced KFS og udviklet i tæt samarbejde med Renault Sport Formula One Team.
Ultra lav frihøjde
Der skulle f.eks. lige holdes et vågent øje med vinklen på de to ramper som bilen holder på inde i varebilen. En lidt for stejl vinkel her ville betyde, at raceren med sin ultra lave frihøjde ville skrabe imod med vognbunden.
Et andet vigtigt punkt var at få fremstillet en lift, som kan betjenes af kun én mand. Her valgtes en smæklift med en 10,6 kilonewtons motor. Lastning og losning kan overstås på cirka 15 minutter. Udover selve raceren skulle lastrummet også kunne indeholde dens aftagelige frontparti og ekstra hjul.
Rundt i hele Europa
Varebilens primære opgave er at transportere teamets showbiler ud til arrangementer, som teamet deltager i for at gøre reklame for sig selv og for sporten. I år er showbilen en udgave af 2017-raceren. Motoren er fjernet, men bilens staffage er helt up to date.
Showbilerne transporteres fra teamets base i Oxfordshire i England til begivenheder i hele Europa. Tidligere foregik denne transport enten med hyrede autotransportere eller med en af teamets egne 40-tons lastbiler.
Sparer tid og penge
-Ved i stedet at transportere showbilerne i vores egen varebil opnår vi større effektivitet og fleksibilitet. Bilen vejer 3,5 tons og kan dermed køres af alle, der har et lille kørekort. Vi sparer mandetimer, fordi hele transporten kan klares af én mand, og vi sparer penge, fordi denne form for transport er billigere.
-Det frigør nogle ressourcer. Desuden kan varebilen ofte komme nemmere frem til steder, hvor pladsen er lidt trang, forklarer Tim Baston, der er teamets Static Show Car Supervisor.
Teamets mest værdifulde last
Men også andre i teamet har fået øje for varebilens fleksibilitet og effektivitet. Det er sket et par gange, at Masteren har kørt teamets racerbil til Valencia til afsluttende tests lige før et løb. Desuden er den blevet brugt til at transportere racere til og fra lokale underleverandører under udviklingen.
Sådanne opgaver kræver dog lidt mere af varebilen end en transport af en showbil, der kun vejer 350 kg. En Renault F1-racer i fuldt trim vejer 700 kg, hvilket dog stadig ligger komfortabelt inden for nyttelasten på 844 kg.