Den såkaldte lastplatform fra indretningsfirmaet Modul-System er blevet forbedret i såvel design som valg af materialer. Således kan den nu belastes med op til 250 kg samtidig med, at den er blevet 25 procent lettere.
Lastplatformen er en stigeformet rammekonstruktion, der består af to dele. Den ene del fæstnes til varerummets gulv. Den anden del er fæstnet til den første og kan trækkes ud. Platformen kan anvendes til flere formål og fås i forskellige bredder og dybder afhængig af, hvilket modul der ønskes monteret på platformen.
Anvendes til flere formål
For eksempel kan man montere en lasteplade på platformen. Pladen er udført som en sandwichkonstruktion med en topplade i aluminium. Pladen fås i flere størrelser og indeholder skinner med surrings-øjer, så godset kan surres fast. Til pladen kan der også fås en kant.
På rammen kan man for eksempel også montere et skuffeskab, en generator eller en kompressor. I alle tilfælde får man glæde af udtræksfunktionen, der giver lettere adgang til det, man har monteret på rammen.
Højstyrkestål og aluminium
– Den bærende del af konstruktionen er bygget i ultra højstyrkestål. Det er et materiale, der er kendt for sin kombination af styrke og lav vægt, siger Thomas Johansson, der er vice president for Modul-System.
Den forreste del af konstruktionen, hvor håndtaget sidder, er udført i aluminium. Betjeningen sker ved hjælp af en trykknap på håndtaget. Dette gør, at platformen kan trækkes ud og lukkes med én hånd. For ekstra sikkerhed låser den i udtrukket tilstand.
Til bagende eller sidedør
De brede platforme egner sig til bagenden af lastrummet eller til ladet på en pickup. De smallere udgaver kan monteres, så de kan trækkes ud ved sidedøren, men stadig med plads til, at man kan kan komme ind og ud af varerummet.
Rammerne fås i længder fra 100 til 170 cm. Udtrækkets længde svarer til 70 procent af rammens længde.