Der skal mod til at forny en meget traditionel modelportefølje med en ny model, der for det første ikke har det traditionelle Land Rover firehjulstræk med ligelig fordeling af trækkraft og som også har runde hjørner og tilmed er mindre.
Sådan skubbede Land Rover Freelander til de etablerede begreber i 1997. Motoren sad på tværs i bilen, der havde permanent 4-hjulstræk kombineret med viskosekobling og primært træk på forakslen; det vil sige mere på forakslen end bagakslen.
Alle de traditionsbundne Land Rover-ejere så til nyskabelsen med stor skepsis og blev først blødt en lille smule op, da Freelander beviste, at den kunne køre i det samme terræn som en hardcore Defender.
Udviklingen går videre i 2’eren
Efter ni år fulgte efterfølgeren, der ikke så underligt hedder Freelander 2. Hjørnerne er lidt rundere og formen mere glat. Det er som om tidens tand har slebet Freelander til på den gode måde.
Land Rover Discovery låner Freelander 2 et par design detaljer såsom den smarte ”gælle“ bag skærmbuen, frontgitteret er nyt og lygterne har den seneste teknik med separate lygter.
Interiøret får en oppudsning til en mere nutidig udformning og samtidig bedre materialer. Afstanden til den første er blevet større. Undervognens arkitektur bliver i meget store træk overført, men der bliver ændret ved den oprindelige teknik, da den mekanisk fordelte kraftoverførsel erstattes af et elektronisk og hydraulisk reguleret permanent 4-hjulstræk kombineret med en Haldex-kobling. Desuden lanceredes den nye Freelander-generation i forhjulstrukne varinater.
Samtidigt tilføjedes en 2,2 liter Td4 turbodiesel med 150 hk eller 190 hk som supplement til 2-liter turbo benzinmotoren med 240 hk.
Eksplosionen sker i 2011
I 2011 ligger Land Rover folket søvnløse. De ser den nye Range Rover Evoque som i et mareridt. Formen er en blanding af coupé og SUV, den med tre døre er mere coupé end broderen med fem døre.
Teknikken i undervogn og motorpaletten er hentet fra Land Rover Freelander 2, men navneskiftet til Range Rover skal indikere, at her er en bil en klasse eller to over Freelander 2.
Ophavet er åbenbart ikke langt fra efterkommeren og så alligevel, men det er umuligt at se bort fra forskellen i stil. Side ved side er det næsten, som om der et par lysår imellem far og søn. Evoque er noget af det dristigste design på denne side af 2020. Ikke mindst set i lyset af Land Rover og Range Rover traditionen.
Range Rover viser vejen for Evoque
Range Rover har åbnet døren på klem med Range Rover Sport og alligevel blegner den ved siden af den mere evolutionære Evoque. Et kig i kabinen viser, hvor designet kommer fra. Ikke fra Freelander 2, derimod fra Range Rover som navnet indikerer.
Midterkonsollen svømmer ud i kabinen, gearvælgeren til den sekstrins automatiske gearkasse er forsænket og hilser velkommen, når døren bliver åbnet. Materialer og forarbejdning hører hjemme i den klasse, hvor Evoque befinder sig.
Det betyder dog ikke, at Freelander 2 er en bil til Wellington-røjsere. Den seneste udgave, der holder frem til 2015, har fået endnu en let opfriskning i kabinen og også ny make-up i form af kørergrill i Discovery stil og samtidigt nye lygter med LED kørelys.
Landevejen viser forskellen
Forskellen på de to ligger i måden, de kører på. Selv om de i grundopbygningen er ens, er de alligevel forskellige. Dog ikke mere end, at der skal en direkte sammenligning til for at fastslå forskellen.
Den smidige Td4 turbodiesel med 150 hk trækker dem begge. Måske lyder 150 hk ikke af så meget målt med tidens målestok, men det er nok til et raskt afsæt, og der er ikke følelse af at mangle kræfter..
Transmissionen er glidende i skiftene og reagerer prompte på gaspedalen. Det vil sige, at med blød speeder finder gearkassen hurtigst muligt det højest mulige gear og med speederen nede i tæppet er der appel i skiftene.
Styretøjet i den ældre Freelander 2 er lidt mere direkte og kontant end i Evoque. Det kan undre lidt, for Evoque skal være den sporty ikke mindst i kraft af sin udstråling. Forskellen er lille og i høj grad en smagssag.
Anderledes er det med affjedringen. Kørt på de samme landeveje er ujævnheder ikke nær så godt filtreret fra i Evoque som i Freelander 2. Her skinner forskellen i de to bilers karakter igennem. Evoque står som den sportslige og Freelander 2 som det lidt satte, men yderst kapable alternativ.
Der er også prisen til forskel
Forskellen betyder netop forskel. Den ene er ikke bedre end den anden set fra en teknisk vinkel, men Evoque repræsenterer fremskridtet. At forestille sig en Evoque, der kører som en Freelander 2 vil være utopi.
Forskellen afspejles også i priserne. En Freelander 2 med forhjulstræk, 150 hk og manuel gearkasse koster 585.000 kr. på hvide plader og 355.994 kr. på gule plader plus moms (49.210 kr.) En 5-dørs Evoque med samme konfiguration koster 705.000 kr. på hvide plader og 413.152 kr. på gule plader plus moms (58.545 kr.)
Skal der tandsmør på brødet koster en Freelander 2 Si4 med 240 hk og automatisk gear i Dynamic udstyr 876.000 kr. på hvide plader og 515.860 kr. på gule plus moms (69.196 kr.)
Som Evoque Coupé SD4 med 190 hk og tre døre på Prestige niveau er prisen 1.030.000 kr. på hvide plader og ”kun” 594.958 kr. på gule tavler plus moms (80.997 kr.)
Er Range Rover Evoque lidt for provokerende i sin ekstroverte stil, er Land Rover Freelander 2 et sikkert valg. Samme teknik i en anden indpakning, gennemarbejdet i enhver detalje – fra 2006 til 2012 er der produceret lidt over 300.000 eksemplarer – og den holder til langt på den anden side af 2015, hvor den nye Freelander kommer, men ikke som “3”. Angiveligt skifter den navn fra Freelander til Discovery.