I.D. Buzz Cargo bliver navnet på konceptet til Volkswagens første elektriske varebil. VW’s bestyrelse har besluttet at sætte den i serieproduktion sammen med minibus-udgaven, der blot hedder I.D. Buzz.
Dette blev officielt stadfæstet under et arrangement i søndags kaldet “Concours D’Elegance Pebble Beach” i Californien.
Vist i Detroit og Geneve
Den seneste udvikling af konceptet blev vist første gang i januar på den internationale biludstilling i Detroit – og derefter i Geneve – men disse steder blev den blot præsenteret som et af mærkets bud på en fremtidig el-drevet bil.
Nu har Volkswagen så bekendtgjort, at I.D. Buzz vil komme på samlebåndet med forventet introduktion i 2022.
Kompakt drivlinje
Stedet for nyhedens offentliggørelse var ikke tilfældig. – Vores ‘Bulli’ kaldes ‘The Microbus’ i USA, og den har altid været en del af den californiske livsstil. Nu bringer vi den så tilbage ved at genopfinde ‘Bullien’ som et elektrisk køretøj, sagde VW-chef Herbert Diess.
VW siger, at den produktionsklare model vil have mange ligheder med konceptet. Det gælder f.eks. batterierne, som er placeret under kabinen. Det gælder også en relativ kompakt drivlinje, som skal tillade en lang akselafstand, korte karrosseriudhæng og et rummeligt indre.
Som selvkørende varevogn
Fra VW’s chef for erhvervskøretøjer – Eckard Scholz – lyder det, at personvogns- og varevognsudgaverne vil blive produceret samtidig, og der vil således dukke en to-sædet kassevogn op samtidig med MPV-udgaven.
– Som varebil vil den blive anvendelig til emissionsfri bydistribution og vil blive tilbudt i autonomi-niveau 3, sagde Scholz.
Niveau 3 vil sige, at der stadig skal være en fører, som skal være klar til at tage kontrollen med bilen. Føreren må dog gerne slippe rat, speeder og bremse.