Mange bilister er i tvivl om, hvorvidt de har overlæs på traileren, men en del vælger at køre alligevel. Det kan være både farligt og dyrt.
Hvis du kører med overlæs, koster det 75 kroner for hver procent overlæs, du har. Hvis du fylder 200 kg for meget i en trailer, der må veje 500 kg, giver det en bøde på 3.000 kroner, da det er en overskridelse på 40 procent.
Når traileren bliver spændt efter bilen, og turen går til genbrugspladsen med affald efter en arbejdsdag eller med materialer fra tømmerhandlen, er mange i tvivl om, hvor meget vægt, de kan fylde i, uden at køre med for meget læs på.
En forkert læsset trailer eller en trailer med overlæs kan blive ustabil under kørslen. Det kan være farligt at køre med overlæs på traileren, for det kan gøre køretøjet ustabilt, så man risikerer at miste herredømmet.
I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har fået udarbejdet, svarer 29 procent af de adspurgte, der har kørt med trailer indenfor det seneste år, at de har været i tvivl om, om de kørte med overlæs.
Hold reglerne
Inden du kører afsted med fuldt læs på hængeren er vigtigt at være sikker på, at køretøjet overholder reglerne, og at du må køre vogntoget lovligt med dit kørekort.
Hvis du overtræder reglerne, kan det blive både farligt og dyrt. Derfor skal du sætte dig ind i reglerne inden du læsser traileren til kanten og slæber den afsted.
Overlæs kan være flere ting. Både den vægt, som traileren isoleret må laste, men også hvad bilen lovligt må trække, eller hvor meget du må køre med på dit kørekort.