Den svenske møbelgigant IKEA vil gerne have kunderne til at transportere indkøbene hjem i elektriske varebiler. Det vil sige, når kunderne ikke har plads i egen bil til de flade, brune pakker.
I disse tilfælde skal der på IKEA’s parkeringspladser stå en flåde af el-drevne små og større varebiler, som kunderne kan leje til hjemtransporten. Første skridt i denne retning har IKEA nu taget i samarbejde med Renault Mobility.
IKEA har miljøambitioner
Samarbejdet finder sted i Frankrig, hvor de to parter har som mål at elektrificere hele flåden af IKEA-biler. Dette skal gerne være sket om to år.
IKEA’s ønske om at benytte el-biler er dog ikke noget nyt. Den svenske møbelgigant er en del af et globalt miljø-initiativ kaldet EV100, som blev stiftet i september 2017.
CO2-neutral i 2030
Initiativet er skabt af IKEA og otte andre globale virksomheder i samarbejde med “The Climate Group”. Under EV100 forpligter medlemsvirksomhederne sig til at blive CO2-neutrale – bl.a. ved at elektrificere deres bilflåder.
IKEA har forpligtet sig til at forfølge et mål om i 2030 at have en 100 procent el-dreven flåde af biler i alle sine 355 varehuse, som ligger i 30 forskellige lande. Det gælder både de biler, som IKEA-ansatte ejer eller benytter og de person- og varebiler, som kunderne kan leje.
Udrulles i september
Udskiftningen af udlejningsflåden har fået ekstra fart i Frankrig i kraft af samarbejdet med Renault Mobility. Renault er et af de bilmærker, der er længst fremme med udvikling af el-drevne varebiler og ser sig selv om erfaren og tung nok til at løfte opgaven.
Den første udlejningsflåde fra Renault Mobility er til rådighed for kunderne i IKEA’s afdeling i Paris-Villiers. Planen er, at rulle udlejningstilbuddet ud i resten af IKEA’s franske varehuse i løbet af september.
Digital tjeneste
I alt ventes flåden at tælle 300 biler, der fordeler sig på både vare- og personbiler. Modellerne er Trafic, Kangoo, Kangoo Z.E. og ZOE. Bilerne bookes med en app på mobiltelefonen, så i princippet kan bilerne bookes af alle til en timepris, der begynder ved 7 euro i timen.
Renault og IKEA har meldt ud, at flåden skal være helt elektrisk inden for to år. Og da Trafic er med i flåden, er dette måske et signal fra Renault om, at der vil komme en elektrificeret udgave inden 2020.
Vi har spurgt IKEA Danmark, om de har planer om at udleje elektriske varebiler til kunderne. Til dette svarer Rikke Andersen fra IKEA’s kommunikationsafdeling, at der ikke er planer om dette lige foreløbig.