Vil du køre privat i din varebil som selvstændig, så skal der betales moms eller indløses dagsbevis. Er du den dumdristige type, så springer du den slags over og tager chancen. Men så risikerer du, at det koster. Og det kan koste kassen.
I nyhedsbrevet Depechen fra BDO kan man læse om en selvstændig erhvervsdrivende, der i sin VW Transporter tog turen over grænsen til Tyskland. Ikke for at besøge kunder, men for at fylde lastrummet med øl, vin og sodavand.
Det, der kunne have været ingredienserne til en god (firma)fest endte i stedet med at blive opdaget i kontrol ved landegrænsen og da den pågældende ikke havde indløst dagsbevis for sin varebil, så klappede fælden – hårdt.
Manden endte med ikke bare at skulle beskattes efter reglerne for firmabil til rådighed, men også betale privatbenyttelsesafgift for bilen, fordi bilen altså var brugt i privat regi.
Og begge dele med tilbagevirkende kraft for hele den lidt over tre år lange periode, hvor han havde ejet sin Transporter.
Bilen, der var købt for 70.000 kr., blev beregnet til at skulle firmabil-beskattes – og regningen endte ifølge BDO på 160.000 kr. Vi må formode, at det beløb er inklusive moms.