Genèves 85’ende internationale motorshow i messecentret Palexpo er endnu ikke åbnet, men vi kan nu afsløre flere detaljer om en af de tidligere omtalte udstillingsnyheder, nemlig Kia-konceptet Sportspace.
Bilen måler fra ende til anden 4855 millimeter, 1870 millimeter ”over hofterne“, 1425 millimeter i højden og 2840 millimeter mellem akslerne.
Konceptbilen er baseret på en turboladet 4-cylindret, 2,0-liter T-GDI benzindrevet high power indsprøjtningsmotor med en ydelse på 250 hestekræfter, der trækker på forakslen.
Bagtil er den indrettet med en lavt ansat karm og en gulvflade med 28 rullelejer til at lette læsning og losning.
Stærkt supplement
Foran i kabinen er brugsværdien tilgodeset med bl.a. et infotainmentsystem med twin-skærm, et automatgear med en kombination af en tøndeformet skiftestang i centerkonsollen og skiftetaster ved rattet samt god benplads.
For, som Kias europæiske chefdesigner Gregory Guillaume siger, Sportspace er tænkt som en stilfuld, sporty og komfortabel grand touringmodel med præcis og bekvem betjening befriet for distraherende detaljer.
Med dens atletiske og dynamiske karrosseriprofil samt kraftfulde motorisering vil den 5-dørs Sportspace udgøre et stærkt supplement til Kias eksisterende modelportefølje.