Trafikanter og beboere på Østerbro i København kunne tidligere på ugen se den elektriske udgave af Nissan NV200 i en let agent-indpakning snige sig lydløst omkring i gaderne. Årsagen er, at Nissan Nordic, som er den danske importør, havde fået fingre i dette forproduktions-eksemplar for at give udvalgte kunder en mulighed for at prøve og forhåndsvurdere e-NV200, før den går i produktion.
Det er dog ikke nogen stor nyhed, at Nissan e-NV200 kører forhåndstest med storkunder rundt omkring. Det har de faktisk gjort i et par år, som vi allerede skrev om i foråret. Den gang var det dog en mindre iøjnefaldende testbil i gammel karosse, der summede omkring i landskabet.
Vellykket vintertest af Nissans e-NV200
For Nissan er klar til at lancere den elektriske udgave af varebilen NV200 allerede i maj 2014; seks år før de nye strengere krav til udledning af CO2 fra 203 g/km til 147 g/km træder i kraft i 2020.
Feedback fra flådekunder
Seancen var arrangeret dels for at promovere den kommende elektriske varebil fra Nissan for stor- og flådekunder, dels for at indsamle de sidste forhåndsvurderinger af bilen, før den går i produktion om kort tid. Et britisk kamerahold rejser i disse uger Europa rundt sammen med den lettere kamuflerede e-NV200 og optager den umiddelbare feedback fra flådekunderne, når de har prøvet vidunderet.
Optagelserne bliver løbende redigeret og sendt tilbage til Nissans udviklingsafdeling, der bruger dem til eventuelle sidste øjebliks finpudsninger af varebilen, før samlebåndet begynder at rulle i Spanien.
Med eller uden batterier
Nissan e-NV200 deler den elektriske teknologi med personbilen og varebilen Leaf og bliver bygget i Barcelona, hvorimod batteriteknikken bliver leveret fra fabrikken i Sunderland, England, der bygger Leaf. I Danmark har særlig postvæsnet, kommuner og store institutioner vist interesse for den elektriske varebil, der er særlig velegnet til transport med specifikke ruter. En e-NV200 bliver dyrere end en Leaf Van, der uden moms koster 167.752 kr. plus batterileje og 202.952 med batterier. Et prisgæt på e-NV200 havner på ca. 200.000 kr. uden batterier og 235.000 kr. med ejerskab på batteripakken med fem års garanti.