Nu er det ikke længere rummel og løs snak, men et faktum. Jeep får comeback i Danmark. Det bliver med modellerne Wrangler – den som af ydre er tættest på den oprindelige og ikoniske Jeep – og Grand Cherokee.
I første omgang er relanceringen koncentreret til at foregå hos de autoriserede forhandlere i Nærum og Fredericia, henholdsvis Hersild & Heggov ved Djarlo Automobiler og ATbiler A/S. De to forhandlere lægger ud med Jeep Wrangler og Jeep Grand Cherokee og i årets andet kvartal følges relanceringen op med introduktionen af den helt nye Jeep Cherokee.
– Vi ser frem til at løfte sløret for flere detaljer og glæder os til at kunne køre Jeep ind på det danske marked igen, siger Fiats administrerende direktør i Danmark, Svend Overgaard Laursen.
Fra lige under 400.000 kr. og op
Prisniveauet for Jeep-modellerne mellem danske nummerplader er lagt fast for de to førstkommende modeller.
En Wrangler Sahara med en 200 hk 2,8-liter CRDI dieselmotor, 5-trins automatgear og 4-hjulstræk kommer til at koste 395.050 kr. plus moms. Bilens ydelse er opgivet til et gennemsnit på 11,4 km/l og et CO2-udslip på 217 g/km.
Er der brug for noget større, skal der stå Grand Cherokee på den nye Jeep, men så bliver prisen 556.463 kr. plus moms for en Limited-variant og 664.177 kr plus moms for en Summit-udgave. Uanset udstyrsversion er bilen udstyret med en 250 hk 3,0-liter MJT V6-motor fra Fiats og et 8-trins automatgear, som er opgivet til en gennemsnitlig ydelse på 13,3 km/l 0g et CO2-udslip på 198 g/km.
Begge motorer kommer fra VM Motori S.p.A. i Cento i den italienske Emilia-Romagna region, der også huser producenter som Ferrari og Lamborghini Maserati, Pagani og Ducati.
VM Motori blev i 1947 grundlagt af Claudio Vancini og Ugo Martelli og har i tidens løb haft skiftende ejere, men er i dag et selskab i Fiat-gruppen, og som har en massiv erfaring med og tradition for udvikling og produktion af dieselmotorer.