Altomvarebiler.dk i Torino:
Normalt får vi journalister en lang smøre om langhårede designernes LSD-tåger i processen for at formgive en ny bil. De har været på åndelige rejser i Andes-bjergene, ladet sig inspirere af gletchere og vandfald, vindens susen og gepardens jagt på en gazelle.
Sidst blev vi bundet en anekdote på ærmet om, at den nyligt faceliftede Fiat Ducatos front er formgivet efter en afrikansk stridshjelm.
Også Iveco Daily har fået nyt design. 80 procent af karosseriet er nyt, og til den stort anlagde præsentation i en 400 år gammel kirke i Torino var der rig lejlighed til at male stolper op og vægge ned om vidunderet.
Men de sagde ikke et ord.
Ikke et ord
Iveco Daily anno 2014 er ny fra yderst til inderst, når man ser bort fra stole og motorer, som kun er lettere opdateret.
Helt nyt og fint instrumentbord, et hav af rummelige aflægningsrum og kopholdere. Hele forrudehylden er delt op i tre store handskerum, nederst i dørene er der aflukkelige rum med plads til et par sko, hvis det skulle være.
Ikke et ord.
Jo, de nævnte lige det nye rat i en bisætning, men ellers var der andre ting på dagsordenen.
For sådan tænker de ikke i Iveco. De taler til vognmanden, ejeren, ham der betaler regningerne. De bygger solide, sikre og komfortable varebiler til chaufføren, buddet, brugeren.
Men det er ejeren og hans tegnebog, de taler til.
Vender på en femøre
Og til ham taler de om lasteevne, klassens største varerum, der nu er blevet 19,6 kubikmeter stort, om den forbedrede vendediameter, der er blevet mulig med en ny foraksel, der kan bære op til 1,9 ton i 3,3- og 3,5-tons udgaverne.
Den nye foraksel er i stand til at svinge den korteste Daily rundt på kun 10,5 meter vendediameter og blevet 40 kg lettere.
Også bagakslen har fået strammet op med en otte kg lavere vægt og bedre komfortegenskaber.
Komforten bag rattet kører lige op med Ford Transit, Mercedes Sprinter og VW Crafter.
Balocco
Men med sin solide chassisramme virker den stærkere, roligere og mere tillidsvækkende end sine direkte konkurrenter.
Motorprogrammet, som deles med Fiat Ducato, består fortsat af en 2,3 med 106-146 hk, hvorfra den store 3,0 tager over med effekttrin op til 205 hk.
Vi fik lov at teste den på manøvrebane på test-anlægget Balocco uden for Torino, og specielt slalom-øvelserne imponerede. Det er noget af det bedste, en varevogn kan præstere i 2014, og bilerne var vel at mærke lastet til max-vægt.
Den nye kabine er dejligt støjsvag. Ikke meget vind- og vejstøj sniger sig ind, så det var faktisk motorernes common-rail-lyd, der stod skarpest i lydindtrykket.
Rank ryg
Daily er med sin robuste opbygning på chassisramme kendt som en varebil, der kan håndtere en vis overvægt med rank ryg og andægtig fatning. Men det bliver den også nødt til, for konstruktionen som en langt større lastbil er tung og minimerer vinduet mellem køreklar vægt og den maksimalt tilladte totalvægt.
Men letteste bil har en egenvægt på 2050 kg til en tilladt totalvægt på 3,5 ton, så Daily har indhentet konkurrenternes forspring med den nye, slankede version af chassisrammen til 3,3- og 3,5-tonnerne.
EcoPack
Heller ikke brændstofforbruget er noget, Iveco sådan råber op om. Den tunge konstruktion koster kræfter, og specielt i den lette ende under 3500 kg er det svært at være konkurrencedygtig.
Til denne den tredje generation har Iveco Daily dog fået en lidt lettere chassisramme til bilerne i den lette ende på og under 3500 kg.
Så de arbejder på sagen. En EcoPack-knap tøjler heste og moment, når læs og kørestil tillader det.
Generatoren er genindvinder bremseenergi og bruger den til at lade batteriet op. Under acceleration slås den fra, så den ikke bruger motorkraft, når der er brug for den til at opbygge fart.
Samlet set giver det en gennemsnitlig besparelse på 5,5 procent, når man tilføjer stop/start-system.
Og så lover de, at priserne forbliver på niveau med de nuværende på sammenlignelige modeller.
Der er bestilt 200 biler til Danmark, og de er allerede begyndt at ankomme til forhandlerne.