Nu er vi godt i gang med efterårssæsonen, og dermed kommer også den tid på året, hvor mange af os bliver forkølede eller får influenza. Småfeberen og den tørre krillerhoste melder sig sammen med tilstoppede næser og drabelige nys.
Mange kan sagtens hoste og nyse sig gennem en arbejdsdag uden at risikere andet end at falde ned af kontorstolen. Andre løber en lidt større risiko ved at møde op på arbejde: Nemlig dem, hvis arbejde er at holde hænderne på rattet og øjnene på vejen.
God grund til at blive hjemme
Til dem er der et par vink og gode råd fra en af verdens største virksomheder inden for rådgivning, sikkerhed og teknik – nemlig det tyske TÜV SÜD (som i øvrigt også har et kontor i Hellerup).
Fra virksomhedens trafikpsykolog Andrea Häussler lyder det, at man har gode grunde til at blive hjemme i sin seng, hvis man er ramt af influenza. Især hvis man som en del af sit arbejde skal køre bil.
Reaktionstiden nedsættes
-Mange influenza-ramte tager på arbejde alligevel og tager medicin for at bekæmpe symptomerne. Men mange er måske ikke er klar over, at man som influenza-ramt kører lige så usikkert, som hvis man er påvirket af alkohol. I følge den tyske Lungeforening kan reaktionstiden være nedsat med 11 procent, fortæller Andrea Häussler.
Indtager man medicin, kan det dæmpe symptomerne, men det gør ikke nødvendigvis kørslen mere sikker. Medicinen kan nemlig indeholde sager, der ikke just harmonerer med at køre bil.
Sløvende virkning
Et godt eksempel er hostemidler. De virker i centralnervesystemet og kan på den måde virke sløvende. Vi kender situationen med den tørre krillerhoste, der for alvor udfolder sig, når vi lægger os for natten. Den sikrer ikke kun søvnløse nætter for den ramte, men også for dem, der skal lægge øre til hosteriet.
Midlerne mod uvæsenet indeholder ofte kodein, som er et opiumlignende stof, der virker hostestillende og svagt smertestillende. Det kan få dig gennem natten, men ikke nødvendig sikkert gennem trafikken.
Trafikfarlig medicin
Præarater som Kodein “Alternova”, Kodein “DAK”, Kodein Stærk “DAK” optræder nemlig på Lægemiddelstyrelsens liste over trafikfarlig medicin og har en rød advarselstrekant påtegnet.
-Almindelige bivirkninger ved kodein er bl.a. døsighed og i sjældnere tilfælde opstemthed. Desuden kan det påvirke synet. Derfor bør man spørge sin læge om hvilken dosis, der ikke bør overskrides, hvis man skal kunne køre sikkert, siger Andrea Häussler.
Alkohol og koffein
Mange præparater fås som tabletter, men nogle kan også fås i flydende form. -Disse indeholder ofte alkohol, og man bør ikke underdrive den mulige effekt af dette, indskyder hun og tilføjer:
-Udover virksomme lægemidler indeholder en del medicin mod influenza og forkølelse også koffein, som jo har en stimulerende virkning. Det kan give chaufføren en falsk følelse af veloplagthed.
Læs indlægssedlen
Andrea Häussler minder om, at hvis man kommer ud for en ulykke, kan det være skærpende omstændighed at have indtaget medicin. Så det er altid en god ide at læse indlægssedlen eller tale med sin læge eller apoteker.
Lægemiddelstyrelsen har en liste over trafikfarlig medicin, som kan læses her: