Den nye Volkswagen Amarok bliver en Ford Ranger. Og afløseren for Ford Transit Connect skal bygges på en VW Caddy og så er det farvel til Transporter, som et selvstændigt Volkswagen produkt.
Ford og Volkswagen har indgået en stor aftale om fremtidigt samarbejde. Det betyder, at der på varebil- og 4-hjulstrækkerfronten bliver blandet blod mellem de to bilmærker.
Sidste år annoncerede Volkswagen og Ford det omfattende samarbejde, der omfatter elbiler, varebiler og udviklingen af teknologi til selvkørende biler.
De kontrakter, som nu er underskrevet af Ford og Volkswagen, er en vigtig milepæl i de to koncerners samarbejde.
De udgør grundlaget for i alt tre forskellige bilprojekter, som skal styres af Ford og Volkswagen Erhvervsbiler, og som gennem hele livscyklussen kommer til at omfatte en volumen på op til 8 millioner biler. Ud over det allerede aftalte samarbejde omkring en pickup i mellemstørrelse iværksættes der nu projekter med en kompakt kurerbil og en større varebil med en lasteevne på 1 ton.
Ford Ranger og Volkswagen Amarok
Ford vil i fremtiden producere den nye version af Amarok for Volkswagen Erhvervsbiler – baseret på Ford Ranger. Amarok-efterfølgeren vil fra 2022 blive produceret på Fords fabrik i Silverton i Sydafrika.
Kompakt kurerbil og 1 ton varebil
To andre fælles bilprojekter er også undervejs. Volkswagen Erhvervsbiler skal udvikle en kompakt kurerbil baseret på Caddy 5, som blev afsløret i februar 2020.
Den vil blive produceret i Polen fra 2021, og hos Ford skal den indlemmes i Transit Connect-modelrækken. Dermed vil Ford lancere den første bil fra samarbejdet med Volkswagen Erhvervsbiler. Produktionen af den nye Caddy 5, som fik meget positiv omtale i internationale medier efter verdenspremieren i februar 2020, vil starte op i anden halvdel af i år på fabrikken i Poznań i Polen.
Når man taler varebiler, er segmentet med en mulig nyttelast på op til 1 ton meget vigtigt. Volkswagen Erhvervsbiler og Ford har også indgået en aftale om et tæt samarbejde i dette segment. Disse varebiler vil blive udviklet og produceret i Fords regi. Thomas Sedran siger:
”Transporter og Multivan/Caravelle/California bliver splittet op. Volkswagen udvikler selv personbilsversionerne, mens Ford står for udviklingen af Transporter-varevognen., men Ford- og VW-versionerne vil være mere forskellige, end vi normalt har set i den slags samarbejder. Det bliver ikke bare en Ford med VW-logo,” siger Thomas Hjortshøj, der er pressechef i Volkswagen Danmark til altomvarebiler.dk.
Udvikling af autonom kørsel
Volkswagen Group-datterselskabet AID er blevet integreret i virksomheden ARGO AI. Dermed er der skabt et grundlag for en virksomhed målrettet mod udviklingen af autonom kørsel, som skal agere globalt. Begge partnere vil i fremtiden kunne anvende softwaren og det selvkørende system (SDS) på deres egne skræddersyede måder.
I Volkswagen-koncernen er Volkswagen Erhvervsbiler ansvarlige for udviklingen af autonom kørsel på området for Mobility as a Service / Transportation as a Service (MaaS/TaaS) med level 4-automatisering. I 2022 er det planen at slippe en selvkørende flåde af biler løs.
”I 2022 vil vi lancere en selvkørende bilflåde under reelle forhold for første gang. Denne test vil være den første level 4-lancering med vores komplet eldrevne ID.BUZZ-biler. Vi kommer til at arbejde tæt sammen med ARGO på dette område. Derudover er jeg sikker på, at ARGO kommer til at indtage en førende rolle i hele branchen, når det gælder udviklingen af selvkørende systemer, og det vil både Ford og vi i høj grad kunne drage fordel af.”
Samarbejdet mellem Volkswagen og Ford er på ingen måde en fusion, og alle biler vil blive markedsført uafhængigt af hinanden.