Buuuh, en tiger; den har vi set, hvad er der på Discovery?
Vi vil underholdes og forundres. Sådan er tiden. Servicemontører og bude vil gerne have ’den nye’ med det fedeste lir og den største motor.
Men små håndværksmestre og nervøst anlagte indkøbschefer, der skal investere i nye varebiler, vil hellere se en film, de har set før; hvor de ved, det ender lykkeligt.
De går mere efter driftsikkerhed. Dyr teknologi og uforudsete værkstedsdage er et mareridt, når tallene i forvejen balancerer på en bundlinje så skarp som en knivsæg.
Så skal man tage hensyn til alles ønsker og behov, er Opel Vivaro i nyeste facelift slet ikke noget dumt bud på en bedre varebil.
Vi kan med det blotte øje se, at kabinen er ændret. Overkanten er blevet bølget med en top på midten. Den sidder lige i synsfeltet til højre hjørne, når man forsøger at navigere i en trang baggård eller en rodet byggeplads. Så er man glad for det højdejusterbare førersæde, der er standard.
God førerkomfort
Resten af kabinen er justeret lidt, så der bliver mere aflæggeplads, bedre udsyn, bedre komfort. Men så længe, Opel – og deres partnere hos Nissan og Renault for den sags skyld – holder fast i det solide førersæde med både komfort og indstillingsmuligheder i højden samt store, overskuelige cyklistspejle, skal de ikke høre brok herfra.
Den omfattende aflæggeplads skal dog lige have et par ord med på vejen. Den runde forkant på hylden foran passagererne og hylden foran førerens knæ mangler en kant til at holde på løse stumper. En hurtig trepunktsvending – og dem vil man opleve mange af med Vivaros store vendediameter – kan nemt smide papirer, telefoner og smøger ned på gulvet, og er der et sted, vi ikke vil have løse genstande, så er det omkring førerens fødder. Det kan nødløses med en gummimåtte, indtil Opel får lukket hullet.
Forargeligt
Under klappen er det lykkedes motorudviklerne at trække flere kilometer og dermed lavere CO2-udledning ud af de eksisterende motorer. Den testede 2,0 CDTI med 114 hk leverer et EU-snit på 12,3 km på literen, og for et køretøj med en køreklar vægt på to ton og en lasteevne på yderligere 1025 kg er det helt godt gået.
Det eneste, den snart ikke kan, er at tømme den 90 liter store tank på en arbejdsdag.
Vivaro har ikke partikelfilter som standard. Det forarger nogle, men fra Opel og Renaults side er det helt bevidst. Mange brugere har et kørselsmønster med mange småture, og når man ikke kører længere ture fra tid til anden, når filteret aldrig at regenerere. Samtidigt virker partikelfiltre alligevel ikke før, motoren er driftvarm, og så er man lige vidt.
Har man brug for filtret, kan man købe det for 1500 kroner, og da man sparer 1000 kroner i årlig afgift, er det regnestykke hurtigt overstået. Det er kold realisme, og sådan skal en varevogn være.
