Alle varebilschauffører hader situationen. I en stresset hverdag med bløde trafikanter hvirvlende i alle retninger omkring bilerne i bytrafikken eller ved en skole. Derfor er vi vilde med cyklistspejle.
Men de fjerner ikke den blinde vinkel helt. De hjælper bare. Det eneste sikre system til at advare om trafikanter i den blinde vinkel er blind vinkel-assistenten, som mange biler fås med i dag.
Tricky
Men den fungerer kun fra en vis hastighed. En højresvingsassistent, der advarer dig, når du er ved at svinge til højre med en fodgænger eller en cyklist i den blinde vinkel, har vist sig at være mere tricky, end man skulle tro.
Mange af disse radarbaserede teknologier har meget svært ved at fungere ved lave hastigheder, som vi for eksempel ser det med automatiske nødbremsesystemer.
Drømmescenarium
Derfor lyder det som det rene drømmescenarium, men teknologien findes. Teknologi-producenten Continental er klar med den.
Det er en videreudvikling af – eller overbygning på – deres radarbaserede teknologi til registrering af bløde trafikanter i den blinde vinkel.
Vejskilt eller barn
Continental er nu så langt med at ‘lære’ deres kamera-baserede system at skelne mellem et vejskilt og et barn. Sådan lidt firkantet sagt.
Det nye system kan registrere, om der er ved at opstå en farlig situation, og hvor lang tid der er til et eventuelt sammenstød.
For mange alarmer
Det eksisterende system bliver i stand til at adskille farlige situationer fra ikke faretruende. Det er vigtigt, fordi erfaringen viser, at bilister bliver irriterede på de mange blink- og lydalarmer, moderne biler konstant udsender.
Ved at gøre systemet mere effektivt bliver vi samtidigt mere tilbøjelige til at tage det alvorligt.
Forudser bevægelser
Men den automatiske nødbremse vil stadig gribe ind, hvis bilen er faretruende tæt på en ulykke.
Ved hjælp af machine learning og kunstig intelligens har Continental lært systemet at vurdere, i hvilken retning en cyklist eller fodgænger mest sandsynligt vil bevæge sig i og på den måde være ‘forberedt på at advare chaufføren eller selv gribe ind.
Sidst i varebiler
På den internationale transportmesse IAA i Hannover viser Continental i næste uge teknologierne i deres demo-lastbil.
Som vi efterhånden er blevet vant til, kommer de nyeste landevindinger sidst til varebilerne, fordi de er de mest prisfølsomme.
Tommelskuerne strammes
I EU har man længe talt om, at højresvingsassistent skal være lovpligtig i biler uden sideruder, men indtil videre har det ikke været tilgængeligt, og blandt andre de tyske myndigheder har udtalt, at man vil lade det være op til bilproducenterne at finde en løsning så hurtigt som ansvarligt muligt.
De brugte samme fremgangsmåde i forbindelse med ESP på varebilerne. Men tommelskruerne er sat på, og hvis branchen ikke finder en løsning, bliver der grebet ind med lovgivning.