Fiat har mere eller mindre overlagt lækket billeder og specifikationer til den kommende Jeep Gladiator, som entusiasterne på det private website Jeep Gladiator Forum var lynhurtige til at kopiere, inden det hele blev fjernet fra FCA’s officielle site igen i går.
Officielt er det et uheld, der er opstået, fordi nogen er kommet til at trykke på en knap, men det er den slags omtale, der er med til at spænde buen op til en lancering.
Påfaldende timing
Og vi har længe vidst, at Jeep Gladiator kommer til salg til næste år, men billeder af den produktionsklare model samt motorisering og en række andre detaljer om den nye model har været hemmeligholdt.
De fleste afsløringer ligger dog tæt på gætterierne. Blandt andet de to motorer – en benziner og en turbodiesel – var nærmest givet på forhånd. Og timingen er påfaldende, idet den alligevel står til at blive offentliggjort på LA Auto Show i Los Angeles senere på måneden.
V8-bulder
Som ventet kommer der til at ligge en 3,6-liters V6-motor under hjelmen. USA er ved at vænne sig til tanken om andet end V8-bulder i deres pickupper, og Gladiator bliver ingen undtagelse. Den bliver forbundet med en otte-trins automatisk eller sekstrins manuel gearkasse.
Der er ikke sluppet noget ud om den firecylindret turbobenziner, der fås til Wrangler, så lidt har de glade fans på forummet altså til gode til LA Auto Show. Senere kommer der en 3,0-liters diesel til programmet.
Brøler som hingste
Men der er masser af detaljer om alt det, som offroad-entusiasterne er vilde med. Differentialespærre på langs og på tværs er standard. Den får en vadedybde på 75 centimeter.
Og resten er ren Jeep Wrangler kloning. For Fiat har købt Chrysler, og vil man være en ægte amerikaner, må man også brøle som de hingste, man er iblandt.
Forrige århundrede
Fiat har i Europa været totalt gennemført omkring genfødslen af Fiat 500. I en lang periode ville netop afdøde FCA-chef, Marchionne, ikke høre tale om andet på personbilsfronten. Det gav overskud, og man laver ikke om på en succes.
På samme måde kører de den helt ud med Jeep Gladiator. Den ligner noget midten af forrige århundrede med rette vinkler og store, plane flader, der får den til at ligne enhver pladesmeds våde drøm. Bare med LED-lygter.
Foldbar forrude
I lighed med Wrangler får Gladiator 33 tommer dæk, forruden kan klappes ned, og så bliver den bygget i et hav af forskellige dør- og top-kombinationer.
De lækkede billeder viser en double cab-version, og desværre er der ingen interiør-billeder med.
Atlanterhavs-kryds
Den er bygget til det amerikanske marked, men der er faktisk håb om, at den kan få billet til en Atlanterhavs-krydsning.
Det europæiske pickup-marked er begyndt at røre på sig med blandt andet Mercedes X-Klasse som forløber.