Hvad får du, hvis du parrer tidens mest trendy biltype med tidens mest trendy bilmærke – en succes. Eller det er i hvert fald, hvad Tesla håber, efter de har introduceret deres tredje model, Model X. Det er verdens første elektriske SUV.
Så lad os bare starte med drivlinjen. Rækkevidden er opgivet til at være 414 km, og batteriet er placeret under gulvet, så det både giver et lavere tyngdepunkt – det er smart på højbenede SUV’ere, men det gør også bilen stivere, og sidst men ikke mindst er bilen stærkere i tilfælde af en sidekollision.
518 eller 762 hk
Model X fås i to varianter. Til familiefar kommer den med to 259 hestes elmotorer, som trækker på hver deres aksel, så der tilsammen er firehjulstræk. Til racer-familiefar kommer der også en P90D, som har en 259 hestes motor til forakslen, men til bagakslen er der en 503 hestes motor, som gør, at den store bil kan runde 96 km/t (60 mph) på blot 3,2 sekunder.
Gule plader
Det lader til, at den danske regering har tænkt sig at gøre en dyd ud af at være visionsløse, og derfor bliver fritagelsen for afgift for elbiler fjernet ved årsskiftet, men det kan så være, at det åbner op for et marked for Model X som gulpladebil. Der er nemlig masser af plads i den.
Fuld Skrald i din Mercedes Vito
Fra fabrikkens side fås den med enten seks eller syv siddepladser. Og så er der stadig masser af plads til bagage. Fordi elmotorerne ikke fylder meget mere end selve akslen, så er der et helt, stort bagagerum, der hvor en motor normalt ligger. Det gør samtidig Model X mere sikker ved et frontalt sammenstød.
Falkedøre
Men en ting er pladsen; en anden ting er mågevingerne. For Model X får mågevinge-døre – eller ‘Falcon Doors’, som Tesla selv kalder dem, på bagdørene. Det skulle ifølge firmaet være muligt at åbne dørene, uanset hvor tæt andre biler holder på dem, og det skulle samtidig gøre adgang til tredje sæderække markant nemmere.
Renault Alaskan lukker hullet i verden
Og som om det ikke skulle være nok, så kan Model X også prale af at have verdens største serieproducerede forrude, som skulle give fører og passagerer ekstra godt udsyn. Alligevel er det lykkedes designerne at gøre Model X ekstremt vind-effektiv, så vindmodstanden kun er 0,24, hvilket er ekstremt lavt for så stor en bil.