Altomvarebiler.dk i Düsseldorf:
Mercedes har lagt i ovnen til præsentationen af den nye Sprinter i meget lang tid. Særligt har de været omhyggelige med at informere om deres forudsætninger, idéer og mål med den nye Sprinter. Altså alt det, de selv har tænkt og ønsket og den respons, der har fået fra deres kunder.
Og spørger man Mercedes-Benz selv, er det primært en miljøvenlig varebil med størst mulig lasteevne, der ligger kunderne på sinde. De taler specielt meget om e-handel, last mile udbringning, droner og elektronisk opkobling, så kontoret altid har styr på alle bilers gøren og laden.
Mad og drikke
Og det gør de, fordi pakkeudbringning er en branche i rivende udvikling. Udbringning af alt lige fra vaskemaskiner og tøj købt på nettet til vores daglige forbrug af mad og drikke eksploderer rundt omkring i Verden i disse år.
Også i Danmark oplever vi det til en vis grad, og det er denne kage, Mercedes-Benz forsøger at tage den størst mulige bid af på forhånd. Den lille håndværker har ikke fået den store opmærksomhed i denne omgang.
Mercedes Pro
Men i sidste ende handler det om varebilen her. Alt det andet er tilbehør, som Mercedes under ét kalder for ‘Mercedes Pro’ og AdVANce. Ja, det gør de altså.
For den store flådeejer betyder det, at de altid kan have styr på alle deres biler, hvornår de skal til service, hvor de er på vej hen, hvor meget brændstof, der er på og alt muligt andet.
Fem størrelser
For første gang får vi en Sprinter med forhjulstræk. Den kommer i to varianter. Den korte bliver endnu kortere end den korteste i det eksisterende program, mens den lange bliver en mellemvariant.
Forhjulstrækkerne kommer til i forlængelse af kundernes ønsker om større lasteevne. Forhjulstrækket er 50 kg lettere end baghjulstræk, og desuden er læssehøjden 80 mm lavere. De tre baghjulstrækkere fortsætter helt, som vi kender i dag.
Nitrins automatgear
Den automatiske gearkasse til forhjulstrækkerne bliver en helt nyudviklet ni-trins. Den er sin første af sin slags og udviklet helt af Mercedes-Benz specielt til Mercedes Sprinter.
Den manuelle gearkasse er også ny og med seks gear.
Det danske program
I Danmark får vi et væsentligt højere bundniveau, end vi at vant til fra stjernekanten. Oliefyr og aircon har vi vænnet os til, men til forskel fra den gamle kommer der nu radio i alle Sprintere.
MBUX med syv-tommer touchscreen er standard. Det samme er regnsensor med et nyt wet wipe system, fartpilot betjent fra multifunktionsrattet, trægulv i kassen og 2,8 tons trækvægt.
Kraftigt ryk
For den lille håndværker med en enkelt bil er der mere tale om, at de ved alt om deres Sprinter via en forholdsvist simpel app.
Og helt som forventet er der rykket kraftigt på det digitale sikkerhedsudstyr. Mercedes-Benz er ligesom resten af markedet langt fremme med delvist selvkørende biler. Lane keeping Assist og automatisk nødbremse koblet til adaptiv fartpilot spiller en stor rolle her.
Samme motorer
Motorerne bliver der ikke ændret på. Det nuværende program fortsætter med få opdateringer i form af brændstofeffektivitet og bedre støjdæmpning af selve motoren.
Teknisk indsigtsfulde kender den som 651-motoren, men grundliggende er det bare den samme firecylindrede dieselmotor, der driver Sprinter videre i den nærmeste fremtid.
eSprinter
Mere interessant er den nye eSprinter, som Mercedes først i dag har offentliggjort batteristørrelse og rækkevidde på. Den vender vi tibage med en opdatering om snarest.
Den nye Sprinter kommer på gaden til juni.