Det er ingen overraskelse, at Toyota Hiace’ efterfølger er PSA’s mellemste varebil, som er identisk med Citroën Jumpy / Peugeot Expert.
Mere spændende har det været, om de ville skifte navnet på den.
Toyota ProAce er navnet på varebilen, som både bliver rummeligere, bedre udstyret og mere brændstoføkonomisk end sin forgænger.
Med Toyota ProAce får vi således hele fire identiske varebiler, idet også Fiat Scudo kommer fra samme samlebånd. Men Toyota overtager Fiats plads i samarbejdet mellem de to sydeuropæiske koncerner. Det giver et overlap på tre år, idet samarbejdet er sat til at udløbe i 2017, hvorefter Toyota skal udvikle efterfølgerne i samarbejde med PSA.
Kun navnet tilbage
Her er, hvad Toyota skriver med stor stolthed i deres pressemeddelelse:
Navnet på Toyotas kommende varebil, der erstatter Toyota Hiace til næste år, trækker tydelige spor tilbage til sin forgænger. Den japanske bilgigant har skiftet Hi ud med Pro, men bevarer derudover sidste del af navnet. Dermed ender varebilen med at hedde Toyota ProAce, som skal signalere både professionalisme og ekspertise.
Læs også:
Toyota traf det rigtige valg,
Den næste Hiace bliver fransk og
Peugeopel varebiler
Målene kender vi i forvejen fra det europæiske trekløver, og de er en anselig fremgang i forhold til den forældede Hiace. ProAce får et særdeles rummeligt varerum på op til syv kubikmeter. Den kan også fås i to forskellige længder og i to forskellige højder, hvilket altså giver rig mulighed for at tilpasse varebilen efter egne behov.
Alle udstyrsvarianter
Der er adgang til det rummelige varerum på flere måder. Først og fremmest kan man vælge mellem en eller to skydedøre på siden og mellem en tophængslet bagdør eller dobbelte splitbagdøre med 270 graders åbne-mulighed. Lasteevnen er 1.200 kg, mens ProAce trækker op til 2.000 kg på krogen.
Men fleksibilitet og rummelighed er ikke de eneste fortrin ved Toyotas kommende varebil. Der er også kælet for både komforten og bekvemmeligheden bag rattet, hvor man føler det nærmest, som sad man bag rattet på en personbil. Sæderne kan højdejusteres, udsynet gennem den store forrude er suverænt, og det høje udstyrsniveau gør i det hele taget opholdet bag rattet til en endnu sand fornøjelse.
Toyota ProAce byder blandt andet på både elruder, fjernbetjent centrallås og justerbart rat samt mulighed for tilvalg af en masse andet lækkert ekstraudstyr som aircondition, radio med Bluetooth til håndfri betjening af mobiltelefon, fartpilot og elsidespejle med varme.
ABS-bremser, VSC antiudskridningssystem og kørelys er standard i ProAce, mens VSC+ kan vælges til, hvis man ønsker endnu bedre vejgreb og endnu højere sikkerhed under de mest udfordrende køre- og vejrforhold som kraftig regn, isdækkede veje og snevejr.
Tre forskellige dieselmotorer
Toyota introducerer ProAce med tre forskellige dieselmotorer. Den mindste er en 1.6 liters dieselmotor med 90 hestekræfter, et drejningsmoment på 180 Nm og fem manuelle gear. Derudover kan ProAce fås med to forskellige 2.0 liters dieselmotorer begge med 6 manuelle gear – den ene med 128 hestekræfter og et drejningsmoment på 320 Nm og den anden med 163 hestekræfter og et drejningsmoment på 340 Nm.
Alle motorer rummer en såkaldt volt styrings funktion, der hjælper med at kontrollere generatorens opladning af batteriet, hvilket reducerer motorbelastningen og dermed også forbedrer brændstoføkonomien.
Med en 80 liter stor brændstoftank kan Toyota ProAce med en 2.0 liters dieselmotor køre helt op til 1.250 km, inden det er nødvendigt at tanke igen.
Den nye Toyota ProAce bliver introduceret i Danmark til sommer 2013. Priserne på Toyotas kommende varebil er endnu ikke klar.
Motorer
- · 1.6 liters diesel, 90 hk/66 kW ved 4.000 omdrejninger, 180 Nm ved 1.500 omdrejninger
- · 2.0 liters diesel, 128 hk/94 kW ved 3.500 omdrejninger, 320 Nm ved 2.000 omdrejninger
- · 2.0 liters diesel, 163 hk/120 kW ved 3.750 omdrejninger, 340 Nm ved 2.000 omdrejninger
Alle motorer er Euro V