Kiggekøer med nysgerrige bilister, er også med til at gøre hverdagen farligere for reddere og autohjælp, men truende adfærd og hasarderet kørsel er uden for almindelig fatteevne, når vejhjælpens reddere sætter liv og førlighed på spil for at hjælpe havarerede bilister eller rydde op efter færdselsuheld.
Det kræver ofte en mindre afspærring af området for at få plads til arbejdet, men det møder ikke altid den forventelige forståelse fra andre trafikanter.
– Selv ved små uheld eller vejforbedringer møder vi folk, der ikke respekterer afspærringerne. De truer os, giver os fingeren, holder hornet i bund, og nogen træder endda ud af deres biler og spørger, hvad i alverden vi bilder os ind, fortæller Henrik Ahlstrøm Olsen, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Køge. En af hans reddere blev påkørt under arbejdet på motorvejen, hvor en bilist enten overså eller ignorerede politiets og autohjælpens afspærring.
Kører helt uforsvarligt
Også hos SOS Dansk Autohjælp i Vojens skaber den hasarderede kørsel undren og somme tider rædsel blandt medarbejdere, der bare forsøger at udføre deres arbejde.
– Folk er utålmodige og føler ikke, at de har tid til at vente, og det får dem til at skælde ud over, at vi fylder. Nogle kører helt uforsvarligt forbi ulykkesstederne, og det paradoksale er, at de gør problemet værre. Jeg har set bilister, der selv kørte af vejen, fordi de havde travlt med at skælde os ud, fortæller stationsleder i Vojens-afdelingen, Ellen Mathiesen.
Folk filmer ulykker
De mest nysgerrige bilister forårsager ofte følgeulykker.
– Det er meget farligt, når folk har travlt med at kigge eller endda filme et uheld, mens de kører bil. Det fører let til påkørsler bagfra, og så er der en ny ulykke. Det gælder om at have sin opmærksomhed på vejen, siger Henrik Ahlstrøm Olsen.
Billeder af ofrene på nettet
I Vojens oplever stationslederen, at nysgerrigheden bliver værre.
– Det har altid været et problem, at folk er nysgerrige ved ulykker, så vi er nødt til at genne dem væk. Men de sociale medier har gjort det værre. Nogle vil gerne lige lægge billeder på nettet af både uheld og tilskadekomne og fortælle en historie. Det kan betyde, at de pårørende ser det på nettet, før de bliver orienteret, siger Ellen Mathiesen, der lægger vægt på, SOS Dansk Autohjælp er så diskrete som muligt ved ulykker.
Opfør dig ordentligt
De to stationsledere beder inderligt bilisterne om at holde hovedet koldt og følge anvisningerne, når de passerer et ulykkessted eller et vejarbejde for at få alt til at glide bedst muligt.
– Først og fremmest skal man respektere afspærringerne og opføre sig ordentligt. Tænk på, hvis det var dig selv, der var kommet til skade. Bilisterne skal køre roligt forbi uden at stoppe helt op for at kigge. Ellers bliver man let centrum for et nyt uheld, siger stationslederen fra Køge.
Og selv om det giver kunder i forretningen, opfordrer han folk til at tage hensyn til både de involverede og dem, der arbejder på stedet.