Vil man lægge ud med et uomtvisteligt bevis på duelighed, er et gennemført cross-country rally måske ikke det mindst overbevisende. Især ikke for en plug-in hybridbil. Men det er præcis den øvelse, som en standard Mitsubishi Outlander PHEV klarede forud for en nærtstående lancering af en EU-specificeret udgave.
Om nogen har erfaring med cross-country rally, så er det Mitsubishi, der i en årrække totalt dominerede Dakar Rally med vindende stjernepiloter som Stephane Pederhansel, Kenjiro Shinozuka, Jutta Kleinschmidt, Jean-Pierre Fontenay, Hubert Auriol og Hiroshi Masuoka bag rattet i stadig mere potente udgaver af SUV-modellen Pajero. Dertil kommer erfaringerne fra fire VM-titler i rally.
Fra Pikes Peak til Pattaya
Efter indsatsen med den specialbyggede el-drevne iMiEV Evo på Pikes Peak i Colorado, USA, stod hybridudgaven af crossover-modellen Outlander for tur, som Mitsubishi anså for kapabel til at klare det officielle FIA-godkendte og 2.000 kilometer Asia Cross Country Rally 2013, der startede i Pattaya, Thailand og sluttede i Pakse, Laos.
Det var en tur gennem mudret jungle, over rivende floder og ad stejle bjergveje. Blandt den snes 4-hjulstrukne biler i feltet var den plug-in hybride Outlander den eneste af sin art i en flok af kraftsvulmende og dieseldrevne pick-up modeller.
Europapremiere i oktober/november Hybridbilen blev tilmeldt og kørt af et privat team; Two and Four Motor Sports, men med støtte fra Mitsubishi.
Kørte i standardtrim
Den 2-motorede Outlander PHEV – Plug-in Hybrid Electric Vehicle – gennemførte rallyet uden nævneværdige problemer, hvilket må anses for bemærkelsesværdigt for en bil med både forbrændingsmotor og elektromotor samt et Super All Whell Control-system. Bortset fra modificering af skruefjedre og støddæmpere, sikkerhedsbur, bundskjolde, snorkel og løftet udstødning stod bilen som standard.
Ikke nogen dårlig optakt tll den officielle lancering af Mitsubishis Outlander PHEV i Holland og de nordeuropæiske markeder i oktober og i de øvrige EU-lande i november.