Mange har en fordom om, at gule plader er ensbetydende med vilde lærlinge, der overhaler indenom og kører over for taxa-grønt. Eller murere og tømrere, der triller omkring i inderste spor mellem lastbilerne og forsøger at gøre en sig usynlig med en lidt for høj promille.
Men statistikken viser, at enten er de gode til det, eller også er fordommene forkerte.
Her har du fakta i rå tal for Vejdirektoratet:
12.563. Så mange bilister satte sig i årene fra 2007 – 2011 bag rattet i en bil til lille kørekort og blev involveret i en ulykke med dræbte eller alvorligt tilskadekomne.
1.030. Så mange af dem var påvirket af alkohol
54. Så mange af dem kørte i store varebiler.
Nul fredags-øl
Om de kører hjem og stiller mesters bil, før de drøner på saft i GTI’en viser statistikken ikke noget om. Men den rammer en pæl igennem myten om den fredagsstive håndværker, der har fået et par fyraftens-omgange eller været inden om den lokale på vej hjem og forsøger at snige en weekend-brandert hjem i varebilen.
Faktisk viser undersøgelsen, som Vejdirektoratet har liggende på deres hjemmeside, at det kun er personbilisterne, der kører mere sprit om fredagen. Der er ingen forskel på ulykkesfrekvensen på hverdage for varebiler, mens personbilernes ulykkesfrekvens stiger hver dag frem til lørdag efter midnat, hvor den er fem gange så stor som om mandagen.
Men statistikken viser en også interessant forandring over årene. I 2007 var det hver tiende fører af varebiler involveret i ulykker med alvorligt tilskadekomne eller dræbte, der var påvirket af alkohol.
I 2011 var det mindre end én ud af 20. Altså en halvering i andelen.
For personbilister er andelen af spritbilister faldet fra 9,5 til 7,1 procent.
Forklaringen
Oven i købet er antallet af alvorlige trafikuheld med varebiler involveret faldet fra 310 i 2007 til 179 i 2011.
Faldet i antallet af ulykker med alvorlig konsekvens kan have mange årsager. For eksempel gik byggeriet stort set i stå med krisen i 2008. Salget af varebiler gik samme vej, og mange af de gamle varebiler med mindre moderne sikkerhedssystemer blev skrottet, så det kun var de bedste, der blev tilbage på vejene.
Og måske benyttede den gamle generation med et lidt mere afslappet forhold til alkohol lejligheden til at gå på tidlig pension af den ene eller den anden slags. Og måske er der sket en holdningsændring til spiritus-kørsel. Med eller uden Sundhedsstyrelsens og Rådet for Sikker Trafiks kampagner.
Uanset hvorfor så er varebiler skyld i færre dræbte og kvæstede i trafikken, og færre førere af dem er alkoholpåvirkede.