Den politiske kamp mod dieselbilerne bliver mere og mere konkret. Torsdag den 31. maj føres indsatsen mod luftforureningen ud i virkeligheden i en del af Hamburgs gader.
Fra og med denne dag forbydes dieselbiler med motorer ældre end Euro 6 at køre på en del af Max-Brauer Allé. På en del af Stresemannsstrasse gælder forbuddet kun lastbiler.
En række undtagelser
Forbuddet har nogle undtagelser. Lokale beboere og deres gæster må gerne køre, og det må også f.eks. ambulancer, skraldebiler samt last- og varebiler, der distribuerer gods i området.
Hamburg bliver dermed den første tyske by, der gør brug af den lov, som Forbundsdagen vedtog i juni sidste år, og som den tyske forfatningsdomstol i Leipzig stadfæstede den 27. februar i år. Loven giver byerne ret til at indføre forbud mod dieseltrafik med øjeblikkelig virkning.
Skal nedbringe NOx-forureningen
Hvis en by vil gøre brug af denne lov, skal det være i den hensigt at nedbringe luftforureningen. Det vil bl.a. sige at få reduceret NOx-koncentrationen, så den holdes under EU’s grænseværdi.
Og nu har Hamburgs myndigheder altså vurderet/målt, at grænseværdierne er overskredet. Det betyder specifikt, at 580 meter af Max-Brauer Allé og 1600 meter af Stresemannstrasse omfattes af forbuddet.
Vigtige færdselsårer
Max-Brauer Allé leder trafikken til og fra en af byens største togstationer, og Stresemannstrasse er en af de større gennemfartsveje i østvestlig retning.
Politiet vil iværksætte en kontrol, og skulle man komme til at overtræde forbuddet, vanker der en bøde på 25 euro for person- og varebiler samt en bøde på op til 75 euro for lastbiler.
I Hamburg bor der 1,8 millioner mennesker, og den er Tysklands næststørste by. Der kører cirka 330.000 dieseldrevne biler rundt i Hamburgs gader. Cirka 65 procent af disse er ikke Euro 6-biler, men er ældre end dette – altså Euro 5, 4, 3 eller endnu ældre.
Andre byer på vej
London er et eksempel på en anden storby, hvor man også vil bruge kørselsforbud for at nedbringe luftforureningen. I år forventes det, at dele af Østlondon vil blive ramt af forbud, der retter sig mod såvel benzin- som dieselbiler.
I følge Reuters Bureau er der lignende planer for byer som Paris, Madrid, Mexico City og Athen. Kørselsforbud i disse byer kan træde i kraft i 2025, men så lang en tidshorisont har Københavns overborgmester Frank Jensen (S) ikke. Han ser gerne et totalforbud indført allerede næste år.