Du gaber, får grus i øjnene og falder i sekundsøvn. Tre symptomer på, at du bør holde en kørepause, før det går galt. Ikke mindre end halvdelen af landets firmabilister erkender, at de ofte eller nogle gange kører bil, selv om de egentlig er for trætte til det. Og det er en rigtig dårlig ide. Mere end hver tredje firmabilist har nemlig været ved at køre galt på grund af træthed, viser nye tal fra Business Danmark.
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker konkluderede sidste år, at træthed er medvirkende årsag til hver 13. trafikulykke i Danmark. Og ifølge Rådet for Sikker Trafik viser en dybdeanalyse, at træthed er en faktor i hver femte trafikulykke i Sverige.
Søvngængerkørsel
Trætheden kan både skyldes manglende søvn, sløvende medicin eller søvnapnø. Firmabilister er impliceret i særligt mange farlige situationer på grund af træthed, fordi de befinder sig mange timer på vejene og tilbagelægger mange kilometer dagligt. Men fænomenet ’søvngængerkørsel’ er også udbredt blandt almindelige jobpendlere, hvor 17 procent en eller flere gange har været ved at falde i søvn bag rattet, viser Megafon-analyse lavet for Rådet for Sikker Trafik i 2014.
Mercedes-Benz varebiler får digitalt redningskort
– Træthed og bilkørsel er en livsfarlig cocktail. Hvem har ikke kørt en strækning, de ikke kan huske eller er blevet advaret af rumlerillerne i vejkanten? Desværre fortsætter mange trods advarslerne og forsøger at skylle trætheden væk med sort kaffe og andre fiduser, siger Lene Walther Johannesen, formand for Arbejdsmiljøpolitisk Udvalg i Business Danmark, der anbefaler at tage en kort lur på en rasteplads, hvis ikke en medpassager kan overtage rattet.
Kaffe virker ikke
Netop en kørepause og en hurtig morfar er det eneste, der hjælper mod akut træthed, vurderer Rådet for Sikker Trafik. Men det er mere end hver tredje pendler og firmabilist tilsyneladende ligeglad med. De fortsætter uanfægtet, indtil de er i mål og yderligere 13-18 procent forsøger at kvikke sig op med kaffe, musik eller ved at rulle vinduet ned.
Nye fotovogne tager to ad gangen
Rumleriller i siderne af vejen, autoværn og rastepladser kan helt eller delvist afværge ulykker forårsaget af træthed. Det samme kan mange nyere biler med moderne sikkerhedsteknologi. For eksempel er mange nye biler udstyret med sensorer, der registrerer førerens øjenbevægelser og advarer, hvis det er nødvendigt med en pause. Andre biler er udstyret med linjevogtere og nødbremsesystemer, der aktivt korrigerer bilens kurs og fart, hvis man kommer for tæt på forankørende eller er på vej ud i rabatten.
Høj afgift på sikkerhedsudstyr
Fornyelse af bilparken og udbredelsen af moderne sikkerhedsteknologi går dog langsomt i Danmark. Det skyldes den høje danske registreringsafgift, mener bilisternes organisation FDM og Business Danmark.
Pinlig kinesisk kopi af Range Rover Evoque
– Vi ved, at sikkerhedsudstyret i nye biler gør en afgørende forskel i forhold til at afværge eller mindske skaderne ved trafikulykker. Derfor er det også uforståeligt, at man i Danmark vælger at beskatte udstyret med op mod 180 procent, siger administrerende direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
Danskerne: Drop afgiften
– Der er behov for at modernisere listen over sikkerhedsudstyr, som helt eller delvist fritages for registreringsafgift. I dag er det uhørt at sælge biler uden ABS-bremser. Det fradrag kan man med fordel overføre til andre moderne teknologier, siger Lars Bundgaard, formand for Business Danmarks Trafikudvalg.
Ifølge undersøgelse fra FDM i maj 2015 er 88 procent af de adspurgte enten meget enige eller enige i, at alt sikkerhedsudstyr bør fritages for afgift.
Sådan skal du gøre, hvis du bliver søvnig på turen:
- Stop bilen og tag en kort lur på 15-30 minutter.
- Drik en kop kaffe uden sukker, inden du tager en lur. Kaffen virker opkvikkende, når du vågner igen.
- Pres ikke dig selv til at køre for ikke at komme for sent. Ring og giv besked, hvis en hvilepause betyder, at du bliver forsinket.
Det hjælper ikke mod trætheden at rulle vinduet ned, spise slik, skrue ned for varmen eller synge med på sangene i radioen.