En 4-hjulstrukket bil på gule eller papegøjefarvede nummerplader kan bruges til andet end at fræse mudderspor på byggepladser og andet svært tilgængeligt terræn uden for alfarvej. Den kan også bruges til at køre ørkenrally i Nordvestafrika. Dét er i det mindste tilfældet for tre danske Land Rovere, som netop nu er på springtur i det tredje Intercontinental Rally, som følger konceptet og sporet fra det oprindelige Paris-Dakar Rally i 80’erne.
Bilerne startede fra Almeria i Spanien og fortsatte gennem Marokko via Atlasbjergene og Vestsahara til Mauretanien, hvor de efter nogle krævende etaper i vidtstrakte og op til 300 meter høje sandklitter og lumske områder med det løse fash-fesh sandstøv fortsætter mod Dakar og den sidste etape ved Lac Rose i Senegal.
Bag de tre biler står to team, dels Christian Nauta og Søren Bach fra Fat Pony Offroad og dels Tom Lindboe og Jens-Bjørn Flodin og Martin Kremmer og Mette Hebo fra Outback Company.
Alle tre biler er 90“ Defender TD5-modeller.
5.000 kilometer
Førstnævnte er en gulpladebil modificeret til ekstreme opgaver. Den har tidligere opnået en tredjeplads i Desert Storm Challenge i Marokko i 2006, vundet dieselklassen i Rainforest Challenge i Malaysia i 2007 og vundet Libya Rally Raid i 2010. Fat Pony Offroad sekunderes af deres egen servicebil, en Land Rover Discovery 1, mens de to øvrige biler støttes af Outback Companys servicebil – en Magirus Deutz 170.
Ruten fra Almeria til Dakar er 5.000 kilometer, og det er inge søndagstur. Allerede fra starten blev Fat Pony-holdet stærkt forsinket af strejkende elektronik. Efter at fejlen var udbedret blev der kørt med fuld gas, men efter seks af de ialt 14 etaper, var holdet endnu bagest i feltet.
Lindboe og Flodin blev plaget af en lang række defekte og materialebrud, som krævede svejsning, men midtvejs i rallyet, var holdet stadig still going strong.
Det samme var Kremmer og Hebo, omend holdet efter en rulletur var markeret på resultattavlen som udgået. Holdet var dog i stand til at følge feltet på den videre tur mod Dakar, hvor feltet ventes i mål den 10. februar.