Det går fremad. Selv om corona-krisen har fået vækst og økonomi til at dykke, så tyder noget på, at der er gang i hjulene – i hvert tilfælde på varebilerne.
I august måned endte varebilsaget på 2.723 solgte køretøjer. Det er 10,8 procent lavere end samme måned sidste år, hvor 3.054 nye varebiler blev indregistreret. Til gengæld er augustsalget i år det højeste månedlige salg siden marts 2020, hvor coronakrisen brød ud.
Indtil videre i år er regnskabet for varebilerne er naturligvis stadig hårdt påvirket af coronakrisen og efter årets første otte måneder ligger varebilsalget 15,4 procent under sidste års niveau for samme periode. Indtil videre har 17.794 nye varebiler fået plader på i 2020.
”Kigger man på erhvervsindikatorerne holder detailhandlen generelt højt niveau, mens der også er pæn fremgang til industri- og byggesektoren. Det er gode nyheder for varebilsalget. Nøgletallene for servicesektoren halter noget efter, men det påvirker ikke efterspørgslen synderligt. Vores vurdering er, at efterspørgslen efter varebiler for hele året vil ende ca. 15 procent under sidste års niveau,” udtaler Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
De lette vægtklasser oplevede tilbagegang i august ift. august 2019 i absolutte tal, mens de tungeste varebiler (over 3.490 kg) er en snært over sidste års niveau med 587 køretøjer i august 2020.
Værst gik det de mellemstore varebiler (2.501-3.490 kg), som afgav en markedsandel på 3,1 procentpoint i den forgangene måned. De små (op til 2.500 kg) og store varebiler (over 3.490 kg) erobrede omvendt markedsandele på hhv. 0,2 og 2,9 procentpoint.