Dækproducenter som Hankook og Kumho anses i dag som værende kapable til at levere kvalitetsdæk til originalmontering på nye biler, og sidstnævnte dækmærke har siden 2007 været leverandør til bl.a. Mercedes-Benz. Dette samarbejde har senest ført til, at Kumho nu leverer dæk til den faceliftede SUV-model G-klasse. Der er tale om dæk af typen Kumho Solus KL21 i dimensionen 265/60 R18 110H. Dækket produceres i Vietnam og til eftermarkedet i dimensioner fra 16 til 20 tommer. Mercedes-Benz G-Klasse – Geländewagen eller bare G-Wagen – er i øvrigt Stutgart-selskabets ældste model. Den har været i produktion gennem de seneste 34 år, og produceres i dag hos Magna Steyr i Graz. Kumho leverer også dæk til originalmontering på Mercedes-Benz modeller som A-klasse, Viano og Sprinter.