Informationerne er få og små, først og fremmest er der ingen dimensioner oplyst på den nye Honda Vezel. Der er dog næppe plads i model hierarkiet til en ny model mellem Jazz på 390 cm og Civic på 430 cm.
Derfor vover Alt Om Varebiler at udnævne den japanske Honda Vezel til den europæiske Honda Civic med premiere i 2015 og bygget i Swindon, England.
I det mindste har Honda bekræftet, at Vezel kommer til Europa i 2015, men med andre specifikationer end for det japanske marked. En væsentlig forskel vil være dieseludgaven 1,6 i-DETC med 120 hk, der udelukkende er til det europæiske marked.
Designet er en blanding af coupé og SUV med praktisk indretning som i en stationcar. Blandt det nye er en højere taglinje i en lidt mere afdæmpet formgivning. Det er stadig en hatchback med fire døre og en stor, højtåbnende bagklap. Det er meget tæt på den aktuelle Civic, der har fået en vis kritik for at være lidt for meget coupé.
Benzintanken er omdrejningspunktet
Det er dog blot til man har efterprøvet, hvor praktisk Civic er indrettet. Grundstenen i indretningen er benzintankens placering midt i bilen. Derved bliver der frigjort plads foran bagakslen til et unikt sædearrangement, ingen andre i bilbranchen kan matche.
Bagsædet kan lægges ned som i en konventionel hatchback, men det kan også rejses til lodret og låses.
På den måde er der både det almindelige bagagerum på 453 liter i Vezel og et lastrum bag forsæderne stort og højt nok til en fuldvoksen Svigermors Skarpe Tunge eller fire store Samsonite kufferter.
Næste hybrid generation i anvendelse
Honda har deres egen udgave af hybridteknik, hvor elmotoren er en hjælpemotor uden mulighed for at køre på strøm alene. I Vezel er næste generation taget i anvendelse under betegnelsen Sport Hybrid i-DCD.
På dansk betyder det en sportslig ydelse fra den nye 1,5 liter direkte indsprøjtede benzinmotor, der sammen med elmotorens assistance yder det samme som Honda Accords 2,0 liter motor, det vil sige 155 hk.
Ved at anvende en meget moderne og effektiv motor med mindre slagvolumen suppleret af en elmotor, er der udsigt til forbedret benzinøkonomi i forhold til en større motor med samme ydelse.
Kraftoverførslen vil være til forhjulene eller alle fire hjul igennem i-DCD, der betyder intelligent dobbelt kobling gearkasse, også en nyhed fra Honda.
Hondas AWD (All Wheel Drive) har elektronisk fordeling af kraften imellem de to aksler og vil under de fleste forhold sende mest kraft til forhjulene.
To andre 4-cylindrede benzinmotorer, en 1,4 liter med 100 hk og en 1,8 liter med 142 hk, er videreført fra den eksisterende Civic.
Mere udstyr og elektronik
Honda lægger vægt på at skubbe Vezel højere op i markedet med mere udstyr og elektroniske hjælpemidler, der ellers hører dyrere modeller til.
I forhold til den nuværende Civic ser det dog ud til at Honda er gået et lille skridt baglæns i kabinens design. Den røde startknap sidder stadig til venstre, men instrumenteringen ser lidt mere ordinær ud med et stort centralt speedometer.
For at skabe lidt mere aflæggeplads med mere har Vezel fået elektrisk parkeringsbremse foruden automatisk tilbageløbsbremse ved start på en bakke. Yderligere er der ifølge Honda gjort mere ud af lyddæmpning i kabinen for øget komfort.
Med tanke på måden den aktuelle Civic kører på, er der grund til at tro, at køreegenskaberne er på et meget højt niveau. Der kan være grund til at forvente en mere raffineret affjedring uden at der er gået på kompromis med de dynamiske egenskaber.