Ford Ranger Raptor kommer til Europa. Det har Ford nu afsløret, selv om de for få måneder siden i forbindelse med afsløringen af den vilde terræn-version af Ranger kategorisk afviste muligheden.
Nu har de dog lyttet lidt mere til deres egen filosofi om at bygge biler til hele kloden og indrømmet Europa lidt ørkensjov. For stik imod konkurrenterne i one-ton pickup-segmentet, der bygger trendy city-versioner af deres pickupper, vender Ford byerne ryggen med deres nye ørkenkrydser.
Sejeste nogensinde
Den nye Ranger Raptor kommer til Europa i midten af 2019. Inspireret af legendariske offroad rallier bliver det den sejeste og højest ydende Ranger nogensinde.
Chassiset er forstærket med højstyrkestål for at klare den ekstreme terrænkørsel, bilen er bygget til. Ud over traditionel offroadkørsel, hvor karosseriet bliver vredet på alle leder og kanter, skal den også kunne tage de tæsk, det giver at køre højfartsrally uden for anlagt vej.
Lange fjedre
Det stiller nogle helt særlige krav til affjedringen, som er decideret rally-egnet med ekstra lang vandring til at håndtere høje hastigheder i uvejsomt terræn.
Hvis du tager et kig på videoen, vil du få en fornemmelse af, hvor store kræfter, fjedrene skal absorbere, når en pickup lander efter et flyvehop.
Store dæk og stål
Bremserne er opgraderet, og Raptor får specialudviklede BF Goodrich 285/70 R17 all-terrain 285 mm brede dæk med en diameter på 838mm.
Undervognens standard-beskyttelse af motor og gearkasse suppleres med en beskyttelsesplade i rustfast stål. En ny forkofanger øger angrebsvinklen mellem front og fordæk fra 28 til 32,5 grader.
Vandkølet turbo
Nu kunne man tro, at maskineriet tager udgangspunkt i en masse kubikcentimeter, som amerikanerne har for vane at gøre det; men i dette tilfælde har de valgt at gå i den modsatte retning.
Den femcylindrede 3,2-liters turbodiesel er erstattet af den ‘lille’ EcoBlue på to liter. Til lejligheden får den assistance af to turboer, hvoraf den ene er vandkølet for at håndtere belastningen.
Dommedagsmoment
Ford har tidligere meldt ud, at de har kørt den i stress-test i 200 timer med rødglødende turboer uden problemer. Resultatet er et lille kraftværk med 210 hk og et dommedagsmoment på 500 Nm.
Parret med en 10-trins automatgearkasse, som den deler med storebror F-150 Raptor, skulle det give bedre køreegenskaber og lavere forbrug fra en lettere enhed end de 200 hk og 470 Nm, der ligger i den femcylindrede Ranger.
Seks affjedringer
Fra førerpladsen i Ranger Raptor kan man vælge mellem hele seks forskellige indstillinger af den omfattende undervogn – normal, sport, græs/grus/sne, mudder/sand, sten og Baja. Sidstnævnte er beregnet til højhastigheds-kørsel med inspiration hentet i det krævende Baja Desert Rally.
Kabinen er designet til de ekstreme køreforhold, Ranger Raptor er bygget til. De skålformede sportssæder er beklædt med imiteret ruskind for at holde ekstra godt fast i føreren.
Centermarkering
For at understrege det sporty, er skifte-flapperne på rattet udført i magnesium, og det læderklædte rat har en center-markering for at hjælpe med at holde styr på hjulenes stilling.
Ranger Raptor er selvfølgelig udstyret med Fords nyeste Sync 3 infotainment med både Apple Carplay og Android Auto.
Helt forandret
Udefra er Raptor nem at kende fra både konkurrenter og mere hverdagsvenlige versioner af Ranger. Den har fået markant forandret kølergrill, ny kofanger med LED tågelygter, skærmforøgere i plastkomposit og trinbrædder til beskyttelse af bagvognen mod stenslag.
Designet af den nye forkofanger gør udhænget over forakslen en anelse kortere end i standardversionen, og sammen med den kraftige beskyttelsesplade giver det et mere stumpsnudet og kompakt udtryk.
Premiere i computerspil
Føreren får bistand fra alle Fords gængse assistentsystemer. Hertil Trailer-kontrol, hill start, nedkørselsassistent og lastafhængig affjedring.
Ford Ranger Raptor får en slags verdenspremiere i det nye computerspil, Forza Horizon 4 og bliver dermed den første bilmodel, der får debut i gaming industrien. Dansk debut bliver sensommer 2019.