(Altomvarebiler.dk i Hannover):
Ford Transit Custom har fået tildelt prisen Van of the Year for 2013 tirsdag aften – og Ford har piftet deres stand og deres biler op med skilte og klistermærker, der fortæller alle besøgende, at deres nye Ford Transit Custom aftenen før er blevet valgt som Van of the Year, årets varebil i Europa.
Pludselig indtager Martin Winterkorn, absolut øverste chef for hele Volkswagen gruppen med mærkerne VW, Porsche, Audi, Skoda, Seat, MAN Trucks og Scania Trucks, standen.
Han skal se Fords nye Transit serie i øjnene – så han selv kan øjne faren for manglende markedsandele for VW Transporter og Crafter. En 2 tons Transit, som går på strandhugst på Crafter, en 1 tons Transit Custom, som går i kødet på Transporter og en Transit Connect, der slår benene væk under Caddy.
Han spørger ikke, om han må kravle op på de scener, hvor bilerne er placeret – selv om der står ”Zutrit verboten” – eller ingen adgang – og hele hans følge af medarbejdere og sikkerhedsfolk er i hælene på ham. Og Fords stab griber ikke ind – det er jo en af bilverdenens helt store kanoner, de har på besøg. De er faktisk stolte.
Rørt over hæderen
Det var de også tirsdag aften. Bard Samardzich, Vice President Product Development Europa, var tydeligt berørt over at modtage hæderen, Van of the Year trofæet, fra juryformand Pieter Wiemann fra Holland.
Hun havde netop hørt ham fortælle, hvorfor 24 jurymedlemmer fra hele Europa havde valgt Transit foran Dacia Dokker og Mercedes-Benz Citan – om det spændende Kinetic design, som den har arvet fra personbilerne hos Ford, om de økonomiske motorer, om at sætte nye standarder i segmentet, om det personbilslignende interiør, om det lavestøjniveau, om de integrerede og nedfældelige tagbøjler, om pladsen til tre Europaller, om nye veje i sikkerhedssystemer i varebiler, serviceintervallerne på 50.000 kilometer – og så de fantastiske køreegenskaber, som er tæt på en Ford Focus.
Jo, hun var stolt som Ford folkene over Winterkorns besøg på Ford standen, som oven i købet delte hal med hans egne VW og MAN produkter .
Eller som en anden særlig gæst – den tyske designchef i Fiat Group Peter Jansen – udtrykte det overfor altomvarebiler.dk’s udsendte : Det er godt, at Ford kommer med så mange nyheder på én gang. Så kan jeg bedre bede om penge til at gennemføre mine ideer til den nye Fiat Ducato, som lanceres i begyndelsen af 2014.