Så begynder det at snerpe sammen med de nye småsøstre i Transit-familien. De første prøvekørsler af Ford Transit Connect og Transit Courier for fagpressen fandt sted mandag og tirsdag i og omkring Fords testanlæg i den belgiske by Lommel.
Ford Transit Connect og – Courier har fået et ansigtsløft udvendigt, opdateret styretøj og affjedring, så køreegenskaberne skulle være væsentligt forbedret samt – nok så vigtigt – nye motorer og gearkasser.
Touchscreen og City Brake
Fords udviklingsafdeling har arbejdet på projektet i fire år. I den proces har de desuden fået adgang til en række førerassistent-systemer fra personbilerne, som vi ellers ikke ser i denne klasse.
City Brake og Linjevogter er nyt. Det samme er instrumentering, der blandt andet har fået touchscreen. Formentlig som fordyrende alternativ, men det ved vi mere om, når danske data og dato bliver offentliggjort.
Markant løft
De nye kabiner har gennemgået et generelt kvalitetsløft med nye materialer og et lavere støjniveau. Fagjournalisterne fra Van of the Year-juryen, der har haft fornøjelsen af de første presse-forevisninger, melder, at både køreegenskaber og komfort har fået et markant løft.
Det danske medlem, Carsten Teiner, beskriver det således:
‘…ved to dages test i Tyskland, Holland og Belgien af begge Transit-modeller kan vi konstatere, at operationen er lykkedes. Vi kørte både på motorveje, landeveje og i byer – blandt andet med de berygtede belgiske veje med brostensbelægning. Bilen optager ujævnhederne fint.
Bilerne styrer også mere præcist og klarer kurverne endnu bedre end tidligere…’
Otte-trins automatgear
Han fortæller også, at Fords nye otte-trins automatgear fungerer rigtigt fint sammen med den stærkeste dieselmotor i programmet.
Det er den 120-hestes 1.5 EcoBlue, der ifølge den nye WLTP-norm (World Harmonised Light Vehicle Test Procedure) går 20,0 km/l.
Benzinmotorer
De øvrige varianter er en 75- og en 100-hestes, som begge går 21,3 på literen. Ifølge Ford er de 12 procent mere effektive end deres 1,6-liters forgængere.
Men nok så interessant er, at den lille trecylindrede benzinmotor på 1,0 liter, som vi kender fra Focus og Fiesta, også har fundet vej til Transit Connect og Courier. Den har et opgivet forbrug på 15,6 km/l og en CO2-udledning på 146 g/km.
Cylinderfrakobling
De lavere forbrugstal er blandt andet opnået ved hjælp af en ny brændstofindsprøjtning og et cylinderfrakoblingssystem, der kan koble en cylinder fra ved lav belastning.
Den nye Transit Connect har den opdaterede seks-trins manuelle gearkasse som standard på alle motorer. Den nye 8-trins automatgearkasse er ekstraudstyr og fås udelukkende til den 120-hestes 1.5 EcoBlue.
ASS
Automatgearkassen har et par nye systemer, der skal være med til at spare yderligere på dieselolien. Den ene er ASS – Adaptive Shift Scheduling, der optimere gearskiftene ud fra førerens kørestil.
Det andet – Adaptive Shift Quality Control – analyserer informationer om bil og omgivelser til at justere trykket på koblingen, så alle gearskift føles bløde. Teknologien kan også justere blødheden på gearskiftene, så de tilpasses enhver kørestil.
Lang version
Ligesom forgængeren fås den nye Transit Connect både i en kort og i en lang version med en varerumsvolumen på op til 3,6 kubikmeter i varerummet. Den har en nyttelast på op til 850 kg, mens den nye Transit Courier slæber på op til 530 kg.
Ford Transit Courier fås med samme motorer, bortset fra, at den ikke kommer med 120 hk. Den præsterer 75 eller 100 hk med et forbrug på 23,3 km/l, mens den lille EcoBoost benziner her som i Connect’en præsterer 100 hk og et forbrug på 17,9 km/l.