En enkelt model er for tiden stukket af fra det beskedne hovedfelt af pickupper på markedet. I hvert fald når det gælder om at se sej ud, når man krydser målstregen.
Den nye Ford Ranger Wildtrak. Det er den med den seje ’styrtbøjle’ bag bagruden, alutrin og fede fælge. Vælger du en XL, må du ’nøjes’ med den mindre, mere økonomiske men fuldt ud kapable 2,2-liters diesel med 150 hk. Vi har tidligere kørt i Ranger her på altomvarebiler.dk og fundet den lille maskine mest velegnet til opgaven set ud fra en rent praktisk indgangsvinkel.
Men den håndfuld pickupper, vi er opdraget med her på det europæiske kontinent, er ærligt talt en samling triste slidere at se på, når man er færdig med at rose dem for deres anvendelighed på job og i terræn.
Der er ikke meget sprudlende potens og lir over de små terrængående ladvogne. Det kræver ekstra investeringer i kromstumper, fælge, dæk, styrtbøjler og trinbrætter. Og så har vi endda ikke en gang taget hul på den indendørs optimering.
Overskuelig sex-appeal
Ford havde ikke den store succes med den gamle Ranger. Hverken modelprogram eller prissætning kunne hamle op med tvillingmodellen Mazda BT-50, der blev produceret fra samme samlebånd i Asien. Og sex-appealen var ærligt talt til at overskue – uanset mærket i kølergrillen.
Det har de gjort noget ved med den nye Ranger. Faktisk har Ford nærmest lavet to forskellige modeller ud af den. Karossen er for så vidt den samme, men der er en decideret skrabet version ved navn XL og så den vilde blærerøv ved navn Wildtrak. Sidstnævnte fås som nævnt tidligere kun med den store motor på 3,2 liter og fem cylindre, som vi kender fra de store Transit’er.
Ranger har allerede fået lidt tæsk for sin grove kørestil, der uvægerligt følger med, når man anbringer et tungt arbejdsredskab på stive bladfjedre. Man er ikke helt galt på den, hvis man synes, der er kommet lidt amerikansk snit over den, hvad angår både størrelse og look.
Gartnerne og alle andre
Den er næsten lige så stor som sin ’storebror’ Ford F-150, og kørestilen er såmænd også lidt derhenad. Men det er lykkedes Ford at tøjle hoppebold-effekten på ujævnt underlag med en forfinet støddæmpning af bagtøjet. Den absorberer vand-huller i grus- og jordveje, ligesom det er muligt at entre en byggeplads uden nyrebælte.
Det nye Wildtrak dress, den større frihøjde, de nye motorer og en langt mere tjekket indretning bag rattet end i forgængeren og en trailervægt på op til 3550 kg er toppen af poppen.
Firehjulstrækket med eller uden reduktionsgear kan kobles til under kørslen med drejeknappen ved siden af gearstangen. Det bliver ikke nemmere, og terrænegenskaberne bliver ikke overgået af nogen type køretøj på markedet.
Ranger kommer kun i to udstyrsvarianter til de to cab-størrelser og to motorer: XL 2,2 til de kommunale gartnere og Wildtrak 3,2 til alle andre.
Test Ford Ranger 3,2 Wildtrak
Motor: 5 cyl.
Ydelse : 200 hk
Moment: 470 Nm mellem 1.500 og 2.750 omdrejn.
Miljø: Euro 5.
Opbygning: Variabel turbogeometri.
Trailervægt: 3.350 ton.
Økonomi: 9,4 km/l.
Læssehøjde: 835 mm.
Sikkerhed; esp. asr. Abs, 7 airbags, p-sensor, regnsensor, bakkamera,
Luksus: 2 zone klimaanlæg, 8 vejs justerbart førersæde m. varme.
Pris test bil: 283.071 kr. plus moms.