Ford har noteret sig den afsmitning, som et godt resultat i det top-kommercielle event Dakar Rally kan få på et bilmærke i almindelighed og en bestemt model i særdeleshed. Derfor mobiliserer den amerikanske bilgigant nu to eksemplarer af den nye pick-up Range til Dakar Rally i Sydamerika den 5.-18. januar 2014.
Ligesom Mitsubishi, Porsche, Peugeot, Citroën, VW og Mini har gjort det, satser Ford på andet og mere end en standardudgave af den nye pick-up. Udgangspunktet er ganske vist den nye T6 4×4 Ranger Double Cab, men med karrosseri i kompositmateriale og en egenvægt på 1.975 kilo inklusive en toptrimmet udgave af den 5,0-liter store V8-motor i aluminium fra sportsvognen Mustang GT.
348 hk og 560 Nm
I Dakar-trim bliver motorydelsen 348 hk og drejningsmomentet 560 Nm ved 4.100 o/m. Trækkraften overføres til de trækkende hjul via en 6-trins Sadev-gearkasse med sekventielt skifte. Både for- og bagaksel får begrænset spærredifferentiale og de fire 16-tommer Evocorse hjul med 245/85 Michelin-dæk kontrolleres med Brembo-bremser – luftkølede foran og vandkølede bagtil.
Hjulene er uafhængigt ophængt og udstyret med dobbelte støddæmper-sæt og krængningsstabilisatorer for og bag.
Når egenvægten trods letvægtskarrosseriet stadig er lige under to ton, skyldes det bl.a. en 500 liter stor brændstoftank indbygget i Dakar-bilen. Og der skal bruges mange liter til at gennemføre det 8.500 kilometer lange raid, som starter i Rosario, Argentina og slutter i Valpariso, Chile efter en smuttur omkring Bolivia.
Gennemsnit på 1,1 til 3,5 km/l
Det forventede brændstofforbrug i Dakar-udgaven af Ranger er 90 liter pr. 100 km på sandede strækninger og ved race med speederen i bund; topfarten er 170 km/t, og 28 liter pr. 100 km ved kørsel på almindelig vej – mellem 1,1 og 3,5 km/l – så det er ikke just noget økonomiløb, der er lagt op til.
De to Dakar-Rangere bygges hos den sydafrikanske off-road specialist Neil Woolridge i Pietermaritzburg og med teknisk bistand fra Fords Global Product Develeopment-division og leveres efterfølgende siden til det tyske South Racing, som skal stå for Team Ford Racing.
Bilerne skal køres af et sydamerikansk og sydafrikansk hold bestående af henholdsvis Lucio Avarez-Ronnie Graue og Chris Visser-Japie Badenhorst.
De to unge sydamerikanere har tidligere kørt i Dakar Rally og har en 5. plads i 2012 som deres hidtil bedste resultat. I år var de på tredjepladsen, men udgik på grund af mekaniske problemer.
Sydafrikanerne er debutanter i Dakar-raidet, men som sydafrikanske cross country-mestre i 2011 og primære kandidater til et nyt mesterskab i år, kommer de ikke uforberedte til Dakar Rally 2014.