I sidste uge fortalte Fords CEO, Jim Hackett, at Trumps afgifter på stål og aluminium har kostet bilgiganten anslået én milliard dollars i forhøjede priser.
Og med de laveste aktiekurser siden finanskrisen må der gøres noget helt ekstraordinært for at redde den toptunge skude fra at kæntre.
Dropper modeller
I forvejen har Ford droppet adskillige modeller i personbilssprogrammet for at fokusere på de segmenter, der er mest salg i.
Varebilssalget i Europa går godt på de fleste markeder, men samlet set taber de penge i Europa.
Alliance med VW
Som vi skrev for tre måneder siden, er Ford godt i gang med at etablere et samarbejde med Volkswagen, men den slags alliancer bliver ikke indgået fra den ene dag til den anden.
Ikke desto mindre har Ford nu ladet panikken ramme sig, og i denne uge samlede chefen 300 chefer fra hele verden ved hovedkontoret i Detroit for at give dem en status med tilhørende los bagi.
Skal vi splejse?
Budskabet er klart: Ford skal tage sig sammen og få gennemført en omstrukturering af hele butikken for at realisere de besparelser, der er nødvendige for projektet.
Og mest af alt handler det om at finde nogen at dele regningen med. I Europa og Amerika sætter de liden til Volkswagen, men også indiske Mahindra har fået en invitation til at samarbejde om produktion og bil-udvikling.
Bonus på børsen
De forventede forbedringer i salget ligger år ude i fremtiden. Sådanne aftaler giver primært bonus på børserne på kort sigt, fordi de medfører optimisme.
Selve besparelserne kræver større omlægninger i produktionen med tilhørende lukninger af produktionsfaciliteter på begge sider af alliancerne.
Ensomme VW
Med Volkswagen ser Ford en mulighed for at slå pjalterne sammen på produktionsområdet i Europa og Sydamerika og på sigt et samarbejde om platforme og måske endda hele modeller.
Omvendt kan der være en god gevinst i det for Volkswagen, der så får adgang til Fords omfattende Transit-serie. De er jo for tiden helt alene om at producere samtlige modeller i deres varebilsprogram.
Indisk fælles model i 2020
Samtidigt er Volkswagen godt funderet i Sydamerika, hvor Ford stadig kæmper med at få fodfæste.
Alliancen med Mahindra skulle efter sigende resultere i den første fælles model allerede i 2020.
Øget investering for færre penge
Årsagen til Fords aktuelle kriser er en kombination af flere faktorer. For det første svigtende salg, for det andet store udviklingsomkostninger til udvikling af elektriske og selvkørende biler, og for det tredje koster den siddende præsidents handelskrig nu milliarder i meromkostninger.
Sideløbende skal der præsenteres en række nye modeller over de næste to år, så samlet set skal Ford finde 11 milliarder dollars over de næste tre-fem år for at realisere fornyelsesplanen.
Paradoksal kabale
Planen er overordnet at skære ned på antallet af model-platforme, mens man sender et større antal el- og hybridbiler på gaden.
Det er en paradoksal kabale, hvor man vil producere og investere mere, mens man skære ned på både ansatte og produktionskapacitet.
Intet alternativ
Det kan ikke lade sig gøre uden det usandsynlige (indtil for nyligt i hvert fald) samarbejde med deres største konkurrent i Europa, Volkswagen.
Men Hackett har ikke rigtigt noget alternativ. Med et fald på hele 24 procent i aktiekurserne alene i år hænger han med en vis del i vandskorpen.